Lydkaos på Smukfest: Koncerter afbrudt og udskudt
Onsdag er både regnen og musikken ankommet til festivalen Smukfest i Skanderborg.
Andreas Odbjerg havde fået det ærefulde hverv at åbne Smukfests suverænt største scene, Bøgescenerne, onsdag eftermiddag.
Trods stedvis regn var tusindvis af publikummer mødt op for at overvære den prisvindende hitmager. Men da koncerten skulle til at kulminere med monsterhittet "I morgen er der også en dag", forsvandt lyden.
Andreas Odbjerg så tydeligt forvirret ud og gik frem og tilbage på scenen, da der ikke umiddelbart kom hul igennem igen.
Til sidst gik han ned til publikum med sit band og spillede akustisk. Men det var kun de nærmeste omkring ham, der kunne høre nødløsningen, og folk begyndte så småt at sive væk.
Lyden kom kortvarigt tilbage, mens Andreas Odbjerg sang foran de forreste publikummer, og han vendte retur på scenen.
- Tekniske problemer er intet problem, lød det fra Andreas Odbjerg, da de afsluttede "I morgen er der også en dag" på vej op mod scenen.
Koncert udskudt i over en halv time
Men nærmest med det samme forsvandt lyden igen, og til sidst måtte Andreas Odbjerg opgive at give sit sidste nummer. Han bukkede og forlod scenen.
Men lydkaosset er fortsat i det silende regnvejr i Bøgeskoven.
Ifølge B.T. blev dagens anden koncert på Bøgescenerne, hvor Sanne Salomonsen spiller sammen med The Antonelli Orchestra, udskudt over en halv time på grund af de fortsatte tekniske problemer.
I et skriftligt svar til Ritzau lyder det, at Smukfest kun har haft et enkelt strømudfald.
- Vi åbnede pladsen i dejligt solskin. 22.000 glade mennesker er inde på pladsen lige nu. Vi har fået en del vand og har samtidig haft et enkelt strømudfald på Bøgescenen, lyder det fra indholdschefen for festivalen, Trine Bang.
Ritzau arbejder fortsat på at få en uddybende kommentar fra arrangørerne om lydproblemerne på Bøgescenerne, men er blevet henvist til det førnævnte skriftlige svar.