Smukfest må aflyse event i 11. time
Et kæmpeoptog, blandt andet med ni meter høje figurer, er aflyst dagen før det skulle have fundet sted på Smukfest.
Det skulle have været et storslået indslag på årets Smukfest. Et kæmpeoptog - SmukOptoget - blandt andet med ni meter høje figurer bliver alligevel ikke til noget. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Smukfest.
Årsagen til aflysningen er "teknikaliteter i lovgivningen". Hvad det præcist dækker over, vil Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest, ikke komme nærmere ind på.
- Det er et projekt, som er enormt komplekst. Der har været nogle teknikaliteter, som vi ikke har kunnet få på plads. Ingen har prøvet noget lignende før, og det har vist sig at være en stor og kompleks opgave, siger han.
Søren Eskildsen understreger, at al samarbejde med myndighederne om optoget har været godt og med ja-hatten på. Alle tilladelser har desuden - ifølge pressemeddelelsen - været i orden.
Ærgrer sig
Talsmanden ærgrer sig over, at det enorme optog alligevel ikke bliver til noget i år.
- Men vi har et samlet udbud af 450 oplevelser på paletten, og det er så 449 i stedet for.
Optoget skulle have fundet sted torsdag.
I stedet er planen, at SmukOptoget kommer til at blive til virkelighed i 2023.
I forbindelse med optoget var det meningen, at alle shuttlebusser og øvrig trafik skulle indstilles mellem klokken 10 og 12 torsdag.
Aflysningen giver mulighed for at ændre på ting i den forbindelse, og det er man fra Smukfest i fuld gang med at kigge på nu, oplyser Søren Eskildsen.