VIDEO: Se den nye motorvej og indvielsen af den fra luften
Søndag blev Silkeborgmotorvejen officielt indviet, og en helikopter fulgte arrangementet
16.000 motionister lørdag, kronprinsen klippede snoren søndag og bilerne farer forbi Silkeborg mandag. Den nye motorvej ved Søhøjlandet blev indviet i går, og er nu taget i brug. En helikopter fulgte indvielsen og fik fanget den nye vej fra luften.
Det var en glædesdag i Silkeborg og for mange østjyder søndag. Her blev Silkeborgmotorvejen nemlig sådan for alvor taget i brug. Lørdag havde cirka 16.000 motionister dog fået lov til at prøveteste vejen, hvor de enten løb, gik eller rullede.
Og søndag var det så tid til den officielle indvielse. Akkompagneret af musik klippede Kronprins Frederik snoren for endeligt at markere vejens åbning, og i løbet af dagen var der en lang række tiltag for at gøre en festdag ud af motorvejsindvielsen.
En række politikere talte også i forbindelse med arrangementet på den nye vej, og generelt var stemningen i top blandt alle de fremmødte. Og dem, der kommer til at få gavn af motorvejen – borgerne – var ligeledes mødt talstærkt op.
Søndag aften benyttede mange sig så af muligheden for at testkøre Silkeborgmotorvejen, og mandag har flere pendlere nydt godt af vejen, der forkorter deres rejsetid mellem eksempelvis Silkeborg og Aarhus betragteligt.