Biogas ved Djurs Sommerland sendt til tælling
Politikerne i Syddjurs har lige stemt nej til tre placeringer for et stort moderne biogasanlæg. Men de lægger op til at finde en ny placering.
Efter flere høringer og mange mulige placeringer, er budskadet nu klart: Der skal ikke arbejdes videre med et stort moderne biogasanlæg tæt på Djurs Sommerland.
Det står klart, efter et flertal i Syddjurs' byråd har stemt om tre konkrete placeringer på byrådsmødet, der gik i gang klokken 16.
På mødet kom i stedet et ændringsforslag til dagsordenen på banen. Her opfordrer flertallet til, at man nu skal arbejde sammen med naboerne i Norddjurs Kommune med at finde en mulig placering til et biogasanlæg hurtigst muligt.
18 byrådsmedlemmer stemte for ændringsforslaget, der blev fremstillet af Det Konservative Folkeparti, mens 9 stemte imod.
Det er en løsning, som ansøgerne på ingen måde har været tilfredse med.
Medejer af Brdr. Thorsen, Steffen Thorsen, har tidligere udtalt, at de kun har arbejdet med de konkrete placeringer tæt på deres nuværende anlæg, der ligger i nærheden af Djurs Sommerland.
- Politikerne skal huske på, at hvis et andet sted skal undersøges, så står de med de samme problemstillinger, udover at det tager rigtig lang tid igen, siger han og uddyber:
- Vi kan ikke være tjent med endnu en omgang som trækker sagen ud i det uendelige. Nu er der brugt 20 år, det har allerede taget alt for lang tid.
Forstå sagen på 2 minutter
I dag ligger der et mindre biogasanlæg ejet af Brdr. Thorsen tæt på Djurs Sommerland. Der er godt 900 meter fra anlægget i dag og til sommerparken. Biogasanlægget leverer varme til godt halvdelen af landsbyen Nimtofte og producerer også strøm.
De vil gerne bygge et langt større anlæg, som kan håndtere over 20 gange så meget biomasse, som kan laves til biogas. Alt efter placeringen er der 500 meter til 1.200 meter til den forslåede placering.
Syddjurs' politikere skal på byrådsmødet i dag d. 28. februar træffe en beslutning, om en af placeringerne skal med i et forslag til Kommuneplan 2024 som fremtidigt rammeområde til et fælles biogasanlæg.
Konkret er det tre forskellige placeringer, som de skal tage stilling til. Der er kommet 207 høringssvar til placeringen.