Corona-stop for holdsporten: Fra mandag må kun fem fra Frederiks fodboldhold spille med
Er man fyldt 21 år, er man fra mandag omfattet af det nye forsamlingsforbud, som siger, at højest ti personer må være samlet ad gangen.
Da amatørfodboldholdene Torsager Rønde IF og Hjortshøj-Egaa Idrætsklub søndag spillede kamp, var sammenlagt 22 spillere på banen. Derudover var også trænerne og en dommer med.
At mere end 20 personer var samlet var søndag helt efter bogen i forhold til det gældende forsamlingsforbud. Men det ændrer sig fra mandag.
Regeringens nye forsamlingsforbud på 10 personer betyder nemlig, at amatørfodboldspillerne højest må være 10 sammen ad gangen. Med mindre - for der er en undtagelse - at spillerne er under 21 år.
Vil savne fællesskab
For Hjortshøj-Egaa Idrætsklubs seniorhold betyder det i praksis, at otte af de spillere, som var med til søndagens kamp fremover ikke må møde op, hvis der er mere end ti personer sammen. De er nemlig fyldt 21 år.
- Det er træls, at man skal stå bag hegnet og se de andre spille og ikke selv kan være med, siger 21-årige Frederik Nøddebo Jensen fra holdet.
Han kommer til at savne sammenholdet omkring sporten lige så meget som selve fodbolden.
- På banen er det jo sporten, det handler om, men bagefter er det øllen. Det er den, vi er fælles om og den vi hygger os med. Det er der, det er hyggeligt, så det kommer vi til at savne. Især på dette niveau er det hyggen, det handler om. Selvfølgelig vil vi gerne vinde, men vi er her for at hygge os.
- Man ville ønske, man var 20 år, supplerer holdkammerat Lasse Kølbæk Bonne på 21 år.
Her er reglerne
- Idrætsudøvere under 21 år må både træne og spille kampe som hidtil. De er undtaget af forsamlingsforbuddet på 10 personer.
- Idrætsudøvere over 21 år må kun træne i grupper på færre end 10 personer inklusive træner.
- For hold hvor der både er spillere over og under 21 år har man valgt foreløbig at aflyse fremtidige kampe.
Tåbeligt
Men reglerne er klare: Undtagelsen fra forsamlingsforbuddet gælder kun for børn og unge under 21 år.
Det forstår træner i Thorsager Rønde IF Martin Hornbæk Nielsen imidlertid ikke.
- Det virker mærkeligt, at man skiller ved 21 år. Der er smitte i samfundet nu, men hvorfor det skiller ved 21, det giver ikke mening for mig, siger han.
Den 21-årige seniorspiller Andreas Lundby fra holdet er helt enig.
- Det er på en måde tåbeligt. Det er mærkeligt at forskelsbehandle på grund af alder. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg har større risiko for at smitte med corona end folk på 20, siger han.
Det er op til den enkelte klub at finde ud af, hvordan de vil administrere forsamlingsforbuddet.
Corona-restriktioner
Det er regeringen, der har udstedt de nye corona-restriktioner på idrætten efter vi i Danmark flere dage i træk har konstateret nye rekorder i dagligt antal nye smittede.
Fra politikernes side handler skellet ved de 21 år om at holde fritidslivet for børn og unge åbent så længe som muligt.
- Vi har valgt at sige, at børn og unge fortsat kan mødes til håndbold og fodbold. Der bliver nogle begrænsninger af voksne udøvere af sport, lød det fredag fra statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet om de nye corona-restriktioner.
Undtagelsen af børn og unge sætter man stor pris på i DGI.
- Vi synes, det er en stærk pointe, at børn og unge kan fortsætte med deres aktiviteter De har ikke helt samme muligheder som voksne for at dyrke solo-idræt, som løb og cykling, så derfor synes vi, at de fællesskaber, der ligger i idrættens verden er værd at løbe en ekstra meter for, siger Torben Märcher, der er formand for DGI Østjylland.