Håndværkere besøger skole: Vil have flere til at vælge uddannelsen
En skole på Djursland fik torsdag besøg af to håndværksmestre. De ville vise eleverne, hvad der kan vente dem, hvis de giver det manuelle arbejde en chance.
Alt for få søger ind på erhvervsuddannelser, og sådan har det været i mange år.
- Lige nu mangler der rigtig mange håndværkere, og alle os håndværksmestre brokker os over, at der ikke er nok at ansætte, siger Simon Holmsted, indehaver af Holmsted VVS & Blik, til TV2 ØSTJYLLAND.
I 2025 skal 30 procent af en ungdomsårgang søge en erhvervsuddannelse. I Region Midtjylland ligger andelen i år på 21,3 procent, så der er lang vej til den målsætning.
- Samtidig med at vi brokker os, gør vi måske heller ikke nok for at give noget viden til de unge mennesker om, hvad det er, vi render rundt og laver, siger Simon Holmsted.
I et forsøg på at give eleverne i 7.b på Rosmus skole et indblik i livet som håndværker, var han selv og en el-installatør torsdag forbi for at undervise eleverne - blandt andet ved at illustrere, hvordan gulvvarme i et betongulv fungerer.
Det er skolen, der har inviteret håndværksmestrene på besøg.
- Det giver et andet indtryk, når der kommer en rigtig håndværker direkte ude fra en byggeplads med alt sit værktøj, sin bil og med arbejdstøj på, siger Steffen Holmberg, der er lærer på Rosmus Skole, til TV2 ØSTJYLLAND.
I Syddjurs Kommune, hvor Rosmus ligger, søgte 23,8 procent af afgangseleverne ind på en erhvervsuddannelse i år, og i 7.b var i hvert fald nogle af eleverne glade for at blive præsenteret for håndværkerne.
- Nu har vi jo mest bare haft om gymnasier. Men det er meget fedt at se, hvordan man ellers kan udvikle sig ved at lave håndværk og VVS, siger Malou Marie Hasager Carlsen, der går i 7.b på Rosmus Skole, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Man har ikke gjort det lækkert
Der bliver løbende forsøgt forskellige tiltag fra politisk side for at hæve optaget på erhvervsuddannelserne - men har man gjort nok i branchen for at få de unge mennesker til at vælge erhvervsuddannelser fremfor gymnasiet?
- Vi tonser derudaf, og det her tog kører jo bare, og vi har nok svært ved at være aktive i alle de her ting. Men ude ved os tager vi praktikanter ind, hvor vi prøver det af og ser, om kemien er, som den skal være. Hvis den er det, så tager vi dem også ind. Så jeg synes, vi gør, hvad vi kan, siger Steffen Holmberg.
Han mener generelt, at håndværksfagene er blevet glemt, når det kommer til at hjælpe unge med at vælge ungdomsuddannelse.
- Man har nok ikke gjort det så lækkert, som man har gjort det med de gymnasielle uddannelser. Så har man nok glemt håndværksfaget lidt.
Med besøget i 7.b på Rosmus Skole kan håndværksmestrene have skubbet nogle unge i retning af en erhvervsuddannelse. Flere af de elever, TV2 ØSTJYLLAND snakkede med, fortalte, at de godt kunne overveje at vælge en erhvervsuddannelse efter besøget.