Hans og Emil sælger vand på poser: Det er da mega fedt
- Vi får vandet fra vandværket. Så tapper vi det sådan set bare over i maskineriet, og så kommer der færdige vandposer ud, siger iværksætter
Gammeldags postevand på nye poser.
Det har Hans Dyrby Thorstensen og Emil Holm fra Ugelbølle lavet et forretningskoncept ud af.
- Vi laver vand på poser. I det her tilfælde er det papirsposer med et plastikindlæg, siger Hans Dyrby Thorstensen fra Dyrby og Co.
Man river snippen af posen og drikker.
Læs også:
Selv synes iværksætterne, at ideen er genial.
- Det er da mega fedt. Det er den nye måde at få drikkevand på, siger Emil Holm fra Dyrby og Co.
Det er godt fire år siden, at de to iværksættere begyndte på vandposerne. I dag sælger de dem især til sportsarrangementer og byggepladser.
Vand tappet fra hanen
Poserne er nye. Vandet er tappet fra hanen.
- Vi får vandet fra vandværket. Så tapper vi det sådan set bare over i maskineriet, og så kommer der færdige vandposer ud, siger Emil Holm.
Ideen til poserne med vand kom, da Hans Dyrby Thorstensen i flere år boede og arbejdede i Afrika.
- Når vi var ude i varmen og arbejde, var vandflasker ikke altid lige noget, vi kunne få fat i. Så vi puttede vand i fryseposer, siger Hans Dyrby Thorstensen.
Drømmer om at leve af det
Tanken er, at poserne som emballage ikke fylder noget og er bedre for miljøet.
- Det bedste ville jo være at drikke fra vandhanen, det kan vi ikke komme udenom. Men hvis man ikke kan det, har vi i hvert fald et produkt, hvor vi bruger færre materialer. Det er sgu meget smart, siger Hans Dyrby Thorstensen.
De to iværksættere driver virksomheden ved siden af deres fuldtidsarbejde. De har ansat en sælger på fuld tid.
- Drømmen er, at det skal vokse sig stort, så vi har fire-fem maskiner, der står og laver vand, så vi kan leve af det på et tidspunkt, siger Emil Holm.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om firmaet, der sælger postevand på poser.