Lærer hyldet for velkomstbrev til sin 1. klasse
Klasselæreren i 1. klasse på Kornmod Realskole i Silkeborg gav alle elever et personligt brev på første skoledag for at styrke sammenholdet i klassen. Nu bliver hun hyldet på nettet for den gode idé.
Et klistermærke som symboliserer sammenhold. Et viskelæder til at viske alle fejl ud med og et bogmærke, som skal symbolisere, at der altid er plads til dig i klassen.
Det var nogle af de ting, Maiken Gustaffson, der er klasselærer i 1. klasse på Kornmod Realskole i Silkeborg, vedlagde, i det personlige brev hun gav til alle sine nye elever efter deres første skoledag.
- Der er en tendens til, at man i dag bliver en del af en mig-kultur. Men for mig er det vigtigt at fortælle mine elever, at det er godt at blive en del af en vi-kultur i stedet for. Det er vigtigt at have et godt sammenhold i en klasse, og det er vigtigt at sætte pris på de helt små ting – som for eksempel et lille viskelæder eller et klistermærke, griner Maiken Gustaffson, klasselærer i 1. klasse på Kornmod Realskole i Silkeborg.
Ideen om brevet er ikke helt hendes egen. For et par år siden hørte hun om en svensk lærer, der havde gjort noget lignende, og Maiken Gustaffson var helt vild med ideen.
- Jeg gav brevet til børnene, og sagde til dem, at de først måtte åbne det sammen med deres forældre, når de kom hjem. Det er vigtigt for mig at fortælle forældrene, at det her er mine værdier, og at de trygt kan aflevere deres børn her hos mig hver dag. Det betyder meget for mig, at der er plads til alle i klassen, og at der er et godt sammenhold, siger Maiken Gustaffson.
Og noget tyder på, at forældrene synes ligeså godt om ideen som Maiken Gustaffson selv. I hvert fald har en af mødrene i klassen eksempelvis delt brevet på det sociale medie LinkedIn.
Okay at have dårlige dage
I brevet til 1. klasseseleverne og deres forældre havde Maiken Gustaffson blandt andet vedlagt et bogmærke med teksten; ”Bogmærket fortæller, at der altid er plads til dig her i klassen. Den plads er der, lige meget hvordan du har det den dag.”
Og allerede den første uge efter skolestart, kunne Maiken Gustaffson referere til brevet og bogmærket.
- En af drengene i klassen havde en rigtig træls dag, hvor han var træt og hang lidt med hovedet. Og så sagde jeg til ham, at han skulle huske på bogmærket, for selvom han havde en dårlig dag, så var det altså helt okay – det kan vi alle have, siger Maiken Gustaffson.
For hende er det vigtigt, at både forældre og børn er klar over, at man ikke altid kun har gode dage. Vi har alle dårlige dage, og det er okay at vise det, og stadig være en del af klassen. Hun vil referere til brevet, når forældrene bliver indkaldt til det første forældremøde, så der fremover også vil være fokus på sammenhold, plads og fællesskab i klassen.