80 smittede og over 200 elever hjemsendt i kommune

I Horsens er der i weekenden konstateret yderligere 14 smittetilfælde på Østerhåbskolens Hattingafdeling, der har ført til en hjemsendelse af tre skoleklasser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Flere end 200 elever er sendt hjem. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af Nicolai Grauholm og Kübra Gültekin
I samarbejde med TV SYD

Horsens er en af de kommuner i Syd- og Sønderjylland med de højeste smittetal. Det kan også mærkes ude på skolerne, hvor der fredag i sidste uge var 66 smittede og 154 hjemsendte elever.

Men efter et udbrud i Østerhåbskolens Hattingafdeling, hvor der i weekenden blev konstateret 14 smittede, er yderligere tre skoleklasser sendt hjem i isolation. Det gør, at det samlede tal er 80 smittede og over 200 hjemsendte skolebørn, ud af cirka 9.300 børn i de horsensianske skoler.

Ifølge dagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI), er der 131 smittede og en incidens på 140 smittede per 100.000 borgere i Horsens Kommune.

Dermed er Horsens fortsat den by med andenflest smittede i det sydlige jylland. Horsens er kun overgået af Esbjerg, som har 151 smittede.

Fokus på test og hygiejne

Der er muligt for børn over 12 år at blive testet på alle Horsens Kommunes folkeskoler, og der er øget fokus og opmærksomhed på hygiejne, og det vil fortsætte, også efter restriktionerne er ophævet den 10. september, fortæller Skolechef i Horsens Kommune, Henrik Kallestrup.

Henrik Kallestrup forklarer, at det er en naturlig del af landets genåbning, at flere børn på skolerne bliver smittede, fordi der naturligt er flere steder, de kan blive smittet. For eksempel fordi, eleverne har deltaget i offentlige sportsarrangementer eller været til familie fest.

Her kan man blive testet

Udover folkeskolerne, kan man blive testet uden tidsbestilling fire steder i Horsens:

  • Testcenter Horsens (Sundparken), Beboerhuset Sundparken, Hybenvej 6
  • Testcenter Horsens City, Horsens City, Ove Jensens Allé 19C
  • Testcenter Horsens (Axelborg), Beboerhuset Axelborg, Axelborg 5C
  • Testcenter Horsens, Hattingvej 7

- De smitteudbrud, vi ser i Horsens lige nu, er ikke alarmerende. I de tilfælde hvor vi kan se, at smitten spreder sig hurtigt, benytter vi os af tidligere erfaringer, vi har gjort os, og som vi ved fungerer. Som for eksempel at sende en skoleklasse hjem, siger han.

Han oplever også, at få tilbagemeldinger fra skoleledere, der fortæller, at de er begejstrede for, at man igen kan møde i skole og være sammen på tværs af de forskellige hold, og derfor har man også i kommunen fokus på, hvordan eleverne kan fortsætte i skole, mens der stadig bliver smittet færrest muligt.

4,4 millioner har påbegyndt vaccination

Der er det seneste døgn givet 27.754 vaccinestik. Samlet set har 75,2 procent af befolkningen påbegyndt deres vaccinationsforløb. Det svarer til knap 4,4 millioner personer.

I alt 71,6 procent af befolkningen regnes nu som færdigvaccineret. Det er i alt 4,2 millioner borgere.

I øjeblikket bliver vacciner tilbudt alle personer, der er fyldt 12 år.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her