Emma på 22 og Emma på 23 kæmper med samme kræftsygdom
Emma Christiansen og Emma Skarsø kendte ikke hinanden, da de blev ramt af lymfekræft i 2017. Nu støtter de hinanden i dét at være ung og kræftramt
De to unge kvinder på billedet ligner hinanden næsten på en prik.
Det ovale ansigt med de klassiske træk, nuancen på det korte, blonde hår og øjnene med den lysende blå iris, omkranset af en tynd, mørk ring. De kunne være hinandens spejlbilleder.
Eneste forskel er, at den ene har lidt længere hår og farvede øjenbryn.
- Nej, vi er ikke lesbiske. Vi er heller ikke opmærksomhedskrævende. Vi havde ikke brug for, at der skulle ske noget nyt og har bestemt heller ikke klippet vores hår af i en brandert. Men for 6 mdr. siden havde vi begge huer på. Da havde vi nemlig intet hår.
Emma fra Ahus møder Emma fra Odense
Sådan lyder indledningen på teksten til billedet, som er lagt ud på Instagram under hashtagget #Ungkraeft.
Det var i dette forum, at de to Emma’er fra hver sin landsdel, Emma Christiansen fra Odense og Emma Skarsø fra Aarhus, kom i kontakt med hinanden i februar 2018.
Inden da havde de begge gennemlevet deres livs værste mareridt: De var blevet ramt af alvorlig lymfekræft og havde været igennem et benhårdt behandlingsforløb.
Nu var de næsten kommet ud på den anden side. Den ene med beskeden om, at hun var erklæret rask. Den anden stadig med uvisheden hængende over hovedet.
Ved at spejle sig i hinanden følte de sig endelig set og forstået. Sammen kunne de overvinde den tyngende frygt og ensomhed, som kræftsygdommen havde lammet dem med i mange måneder.
De var ikke bare lidelsesfæller. De var sjæle-tvillinger. Og de havde meget mere til fælles, end de kunne forestille sig.
Sådan startede det
I sommeren 2017 opholdt den dengang 21-årige Emma Christiansen sig på Kreta. Her arbejdede hun som guide for et dansk rejsebureau.
I starten af juni opdagede hun pludselig en knude på venstre side af halsen og skrev kort efter en besked hjem til sin mor i Danmark for at fortælle det. Moren syntes, at hun skulle gå til en læge for at få det tjekket. Men Emma havde det fint og havde ikke lyst til at skulle opsøge en læge på den græske ferieø.
Først da hun valgte at tage et lille smut hjem på en miniferie til Danmark, uden at fortælle det til nogen på forhånd, kom der gang i tingene og flere undersøgelser.
Tre uger efter hun kom hjem til Danmark, fik hun svaret: Emma havde lymfekræft af typen Hodgkins sygdom, og endda i et fremskredent stadie. Hun var helt tilsat af kræftknuder i halsen og øverst i brysthulen, og så var der også lidt i maven.
Lægerne vurderede, at hun befandt sig et sted mellem stadie 3 og 4, hvor 4 er det alvorligst tænkelige.
- Det var meget uvirkeligt. For jeg havde jo ikke haft nogen symptomer på sygdommen, som typisk er nattesved, og at man bliver forpustet. Jeg havde det jo godt, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle være kræft, siger Emma Christiansen og fortsætter.
- Det hele var meget kaotisk på det tidspunkt. Jeg var lige fyldt 21 en måned før, og nu skulle jeg til at tage stilling til et behandlingsforløb. Jeg havde boet på Kreta i fem måneder, og pludselig var jeg hjemme på fuld tid. Ingen i min familie vidste noget om kræft, vi havde aldrig haft nogen tæt på, som var blevet syge. Min lillesøster, som dengang var 18 år, var i chok.
I løbet af et par uger var Emmas liv vendt fuldstændig på hovedet.
Et andet sted i Danmark skulle en anden Emma snart stå med præcis de samme følelser i en meget lignende situation.
Høj puls og hoste
I august 2017 var den dengang 22-årige Emma Skarsø fra Aarhus netop flyttet sammen med sin kæreste, Daniel, da hun begyndte at opleve forandringer i sit helbred.
Hun fik høj puls, hjertebanken og hoste. Uden at der tilsyneladende var nogen anledning til det.
Så i den kommende tid gik hun til lægen et par gange og blev testet for astma, fik taget blodprøver og EKG (måling af hjertets elektriske aktivitet). Men alt så umiddelbart normalt ud.
Jeg blev sendt hjem med tanken om, at jeg måske havde stress.
- Jeg blev sendt hjem med tanken om, at jeg måske havde stress, hvilket egentlig gav fin mening, da min kæreste og jeg skulle lære at bo sammen, samtidig med at studie, venner, fritidsarbejde og træning skulle passes, siger hun.
På trods af at hun ellers var i god form og levede sundt, fortsatte de uforklarlige symptomer, og i efterårsferien 2017 eskalerede det med, at hun konstant havde en hvilepuls tæt på 100 slag i minuttet, hvor det normalt skal ligge mellem 60 og 80.
Først da Emma Skarsø blev sendt til røntgenscanning af sine lunger og en efterfølgende ct-scanning, kunne lægerne på Aarhus Kommunehospital se kræften, der hærgede hendes krop.
Ct-scanningen afslørede, at der sad en kæmpestor tumor tæt på hjertet omkring en af de store arterier op til hjernen.
Emma fik besked på at overnatte på afdelingen, og næste morgen blev hun overført til en hjerte- og lungekirurgisk afdeling på Skejby Sygehus for at få taget en biopsi af tumoren og en rygmarvsprøve.
Det viste sig, at hun havde lymfekræft, og lægerne regnede i første omgang med, at det var af typen Hodgkins sygdom, som oftest rammer yngre patienter.
Men ved nærmere undersøgelser blev det fastslået, at der var tale om den mere udbredte form for lymfekræft, non-Hodgkin lymfom, som ellers primært ses hos folk over 50 år.
Heldigvis har både Hodgkin og non-Hodgkin en høj overlevelsesprocent. Især, hvis sygdommen opdages tidligt i forløbet.
Kemokure, hårtab og alvorlige tanker
Så snart diagnosen var stillet, gik det hele meget hurtigt. Både for Emma i Odense og Emma i Aarhus.
Forude ventede der dem begge et længere forløb med kemoterapi, som forhåbentlig var tilstrækkeligt til at slå kræften ihjel.
Lymfekræft kan ikke opereres væk, fordi kræftcellerne bevæger sig rundt i kroppen via lymfesystemet. Så den eneste behandlingsmulighed er kemokure, eventuelt suppleret med strålebehandling, hvis der fortsat er områder med kræft tilbage.
Da cellegiften fra kemokuren risikerer at ødelægge patientens evne til at få børn, får yngre kvinder automatisk tilbudt en operation, hvor den ene æggestok tages ud og fryses ned, så den kan genindsættes på et senere tidspunkt.
- Det hele gik lynhurtigt. Fredag den 11. november fik jeg fjernet venstre æggestok, og dagen efter begyndte jeg på kemobehandling, fortæller Emma Skarsø.
Hun erkender, at indgrebet satte en lavine af tanker i gang om hendes muligheder for at blive mor i fremtiden.
Jeg har tænkt meget på, om jeg overhovedet tør at få børn.
- Jeg har tænkt meget på, om jeg overhovedet tør at få børn. Jeg synes, det er skræmmende. Der står jo på mange af de der kemostoffer, at de øger risikoen for, at man kan få leukæmi og sådan noget. Hvad nu, hvis vi får tre børn, og jeg så bliver syg igen? Er det fair over for børnene og Daniel?, spørger Emma Skarsø.
Både hun og Emma Christiansen gennemgik et langt kemoforløb på over et halvt år, hvor de tabte håret og måtte gå med huer for at skjule, at de til sidst var helt skaldede. Det gjorde, at de skilte sig meget ud i forhold til deres jævnaldrende.
- Pludselig blev det meget åbenlyst, at man var ramt af kræft. Så i starten brugte jeg indimellem en paryk for at slippe for folks blikke. Men efterhånden følte jeg mig ”forkert”, når jeg havde den på. Det skyldtes nok, at jeg med tiden vænnede mig til min sygdom og lærte at acceptere den, mener Emma Skarsø.
Nogle uger efter sin første kemokur begyndte Emma Skarsø at skrive en blog om sine oplevelser med at være ung og kræftramt. Både som en slags terapi for sig selv og for at hjælpe andre unge i samme situation.
Det var dén blog, Emma Christiansen fik øje på, og som førte til, at de to senere gik hen og blev nære veninder.
Den første kontakt
I januar 2018 afsluttede Emma Christiansen sin kræftbehandling efter ialt seks måneder med kemokure. Det første forløb, som varede i to måneder, havde ingen effekt, fordi dosis var for lav. Så hun måtte ud i et nyt forløb med en meget stærkere kemo-cocktail.
- Jeg blev megasyg af det og måtte indlægges. Så hvor jeg i det første forløb kunne løbetræne og lave alt muligt samtidig med, at jeg fik kemokur, kunne jeg i det andet forløb ikke foretage mig så meget andet end at ligge i sengen, fortæller Emma Christiansen.
Mens hun lå syg i november 2017, var hun inde på Instagram for at tjekke opslagene under Kræftens Bekæmpelses forum for unge, #Ungkraeft. Her læste hun et opslag fra Emma Skarsø og kunne straks genkende mange af de tanker og overvejelser, hun selv havde haft i sit forløb. Så hun begyndte at følge hendes blog ”Om at leve med kræft”.
Den stærke kemokur virkede efter hensigten og dræbte kræftcellerne. Den 26. januar blev Emma Christiansen erklæret rask. Hun kunne genoptage sin løbetræning på fuldt blus, og sammen med sin mor begyndte hun at gå i fitnesscenter tre gange om ugen.
Hun havde nu i et par måneder fulgt Emma Skarsøs blog fra sidelinjen, og hun tog mod til sig og kontaktede forfatteren bag.
Da Emma Skarsø modtog beskeden fra den ”anden Emma”, blev hun helt oplivet over at høre fra en, der kunne spejle sig i hendes oplevelser.
- Jeg blev ret overrasket og syntes, det var sjovt, at hun hed Emma og var syg ligesom mig. Det pirrede mig, for jeg havde egentlig holdt mig væk fra at tale med folk om sygdommen. Det kom for tæt på. Men med Emma var det anderledes, siger Emma Skarsø.
På det tidspunkt var hun stadig i behandling for sin kræft. Hun havde overstået et forløb på i alt seks kemokure og var nu i gang med en efterfølgende strålebehandling. Bivirkningerne var ret generende, blandt andet fik hun synkebesvær, og i løbet af de første tre uger med stråler tabte hun sig tre kilo.
Alligevel klarede hun at passe sit bachelor-studie i fysik ved siden af, og hun havde nu bestået tre ud af fire eksaminer på trods af sit noget svingende energiniveau.
På studiet havde hun nogle fantastiske kammerater, som gjorde alt muligt for at muntre hende op. Hendes kæreste, Daniel, havde også været en stor støtte for hende hele vejen igennem.
Alligevel savnede Emma Skarsø – ligesom den anden Emma – en ligesindet, som fuldstændig forstod, hvad hun gennemgik.
Så de aftalte at mødes.
Sjælevenner og sjove sammentræf
Første gang, de mødtes fysisk, var i slutningen af marts i år, hvor Emma Christiansen tog togturen fra Odense og op til den anden Emma i Aarhus.
De to mødtes i nærheden af banegården i Aarhus og gik gennem gågaden for ned til en café nede ved havnen.
Folk kiggede rigtig meget på os, fordi vi kom gående to næsten skaldede piger.
- Jeg kan bare huske, at vi gik igennem gågaden, og folk kiggede rigtig meget på os, fordi vi kom gående to næsten skaldede piger. Det var meget sjovt. Der var én, der sagde et eller andet til os, men jeg kan ikke huske, hvad det var. Men det førte så til, at vi snakkede om alle de der kommentarer, man har prøvet at få fra folk, når man har været i byen, fortæller Emma Christiansen.
- Det varede ikke længe, før vi begyndte at tale om bivirkninger og følgevirkninger af behandlingen. Og vi spurgte ind til hinanden: Hvordan har du det? Hvad tænker du om det hele? Hvor er du i dit liv? Alt det, som faldt os ind, og som vi gik og tumlede med, siger Emma Christiansen.
Noget, som de begge har oplevet problemer med, er familiens reaktion på deres sygdom. Pudsigt nok har de begge en lidt yngre søster, som har reageret ved at tage afstand til dem.
- Min søster, Tilde, havde svært ved at se på mig i starten, fordi det gjorde hende ked af det. Det samme oplevede Emma med sin lillesøster. Og så var det rigtig rart, at vi kunne tale om det. Fordi man jo selv kommer i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til det, lyder det fra Emma Skarsø.
De to blev enige om, at løsningen var at bruge en masse tid sammen med deres respektive søster og få sagt til hende: ”Prøv at høre, jeg er stadig bare mig, så du skal ikke være bange”.
Men ud over de mere alvorlige samtaler, som de to Emma’er har taget op ved deres møder, har de også oplevet flere pudsige sammentræf mellem hinanden, både i adfærd og personlighed.
Et meget håndgribeligt eksempel er en helt identisk, grå striktrøje, som har været en trofast følgesvend for dem begge igennem deres behandlingsforløb. Se sms-dialogen nedenfor.
- Det er lidt sjovt, at vi har den der grå trøje på på næsten alle de billeder, vi har vist hinanden. Den går igen mange gange på Snapchat og i vores sms’er, siger Emma Skarsø.
Men ikke kun i det ydre, er der mange lighedspunkter mellem de to. Også i personlighed, interesser og adfærd minder de om hinanden.
- Vi går begge to meget op i at løbe og træne generelt. Og så er vi meget ”ordentlige” på den måde, at vi gerne vil have en uddannelse, lyder det fra Emma Christiansen, som for øjeblikket er i gang med et fire måneders ophold på Den Jyske Idrætsskole i Vejle.
Hun går på ”politilinjen”, og hendes plan er at træne sig op til at søge ind på Politiskolen til november.
Emma Skarsø begyndte i august 2018 på sin kandidatuddannelse i Medicinsk fysik på Aarhus Universitet.
Hun håber på, at det vil lede til et fremtidigt hospitalsjob, hvor hun kunne tænke sig at arbejde med strålingsplanlægning for kræftpatienter.
Ventetiden
Men på trods af, at de to Emma’er på mange punkter ligner hinanden som to dråber vand, er deres livssituation netop nu meget ulige.
Hvor Emma Christiansen for længst er blevet raskmeldt og er overgået til et femårigt kontrolforløb med scanningstjek hver tredje måned, ser det helt anderledes ud for Emma Skarsø.
Hun venter stadig på at få det endelige svar på, at hun er sluppet af med sin lymfekræft, så hun kan komme videre med sit liv – uden den konstante frygt for et tilbagefald.
- Jeg er selvfølgelig virkelig glad på Emmas vegne over, at hun er erklæret kræftfri. Men der er også nogle gange, hvor jeg ville ønske, at det var mig. Jeg glæder mig bare virkelig til, at jeg kan stå sammen med hende og være kræftfri, siger Emma Skarsø, som her i sommer rundede de 23 år.
For den anden Emma er det også hårdt at være vidne til, at hendes nu tætte veninde har det så svært med at stå i en venteposition, samtidig med at hun kæmper med eftervirkninger af behandlingen.
- Jeg ved, at Emma ofte føler sig træt, og at hun har problemer med at koncentrere sig under undervisningen. Der er jeg mere heldig, fordi jeg ikke har oplevet nogen senfølger af behandlingen, siger Emma Christiansen.
Hun gør derfor, hvad hun kan for at støtte op om sin navnesøster, når hun har brug for det.
Da Emma Skarsø skulle til sin afsluttende pet-scanning på Skejby Sygehus den 21. august, var hun klar til at følge slagets gang på sidelinjen via sin mobiltelefon.
Mens Emma Skarsø ligger inde i ”røret” på den store pet-scanner på Skejby sygehus, tripper Emma Christiansen rastløst rundt på træningsbanen på idrætshøjskolen i Vejle.
Så ringer telefonen, og det er Emma S., der er i den anden ende.
- Hvordan gik det så?, skynder Emma C. sig at spørge.
- Sådan lidt blandet. De ser på mig som næsten kræftfri. Men der er stadig noget, der lyser. Så jeg skal pet-scannes igen om tre måneder, lyder svaret fra Emma S.
- Åhr nej ems! Men det skal nok gå. Det ved jeg.
Ventetiden på den endelige raskmelding er dermed udsat endnu engang. Emma Skarsø har nu fået en tid til næste pet-scanning til den 26. november i år. Svaret får hun den 3. december.
Emma Christiansen og Emma Skarsø er blandt de medvirkende i det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer Live’ lørdag den 27. oktober fra kl. 19.45 på TV 2.
