Kraftig regn kan skabe nye oversvømmelser
Igen står Østjylland for tur, når endnu et kraftigt regnvejr passerer gennem landet.
Mange steder kommer der mellem 10 og 25 millimeter regn i løbet af søndagen.
Vådest bliver det dog i et bælte fra Ringkøbing Fjord hen over Østjylland, Nordfyn og Nordvestsjælland, hvor der forventes op mellem 20 og 25 millimeter regn.
Det er langt fra lige så vådt, som det var torsdag 16. november, hvor Sjælland nærmest druknede i regnvand, men det er alligevel nok til at kunne give nye problemer, da jorden er mættet.
Regnvejret er både mest intens og mest udbredt i morgen- og formiddagstimerne, hvor det vil dække det meste af landet.
Det meste vil falde som regn, men stedvis kan det en kort overgang gå over i slud.
I løbet af eftermiddagen begynder det at tynde ud i regnvejret. Dog vil det fortsat være vådt i et bælte fra Ringkøbing Fjord hen over Østjylland, Nordfyn, Sjælland og Bornholm.
Til aften vil det fortsat regne flere steder, men efterhånden begynder det at gå i opløsning.
Tip os
Oplever du problemer med oversvømmelser eller andet som følge af regnvejret, så send tip, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Tip os