Museum Ovartaci flytter kunst til Skejby
Museet håbet at nå ud til et endnu større publikum, når Aarhus bliver Europæisk Kulturhovedstad
2017 er året, hvor kulturen spirer. Frøet er sået i Aarhus, som snart er hele Europas kulturhovedstad, og som efterfølgende skal blomstre og sprede sig til resten af Øst- og Midtjylland.
Det giver grobund for en række nye tiltag. Et af dem står Museum Ovartaci bag. Museet er kendt for sine værker lavet af patienter på det psykiatriske hospital i Risskov, hvor museet også har base.
For at udbrede kendskabet til den særlige kunst, bruger Museum Ovartaci kulturby-året til at lave ni udstillinger uden for museets normale rammer.
Museet har i den forbindelse allieret sig med Business Park Skejby, som er en sammenslutning af virksomheder i Aarhus Nord. Her vil vil en række værker blive udstillet fra maj i år.
- Folk kan komme og se noget anderledes kunst. Få nogle anderledes kunstoplevelser, siger Anna Liv Bolther, som er projektleder på Ovartaci Fields, der dækker over de alternative udstillinger i Skejby.
Håbet er, at udstillingerne kan tiltrække et helt nyt publikum. Lige fra direktører til studerende og patienter eller pårørende på det nærliggende hospital i Skejby.
Udstillingerne vil vise et udsnit af Museum Ovartacis samling af 9.000 forskellige kunstværker. Nogle af dem bliver vist i sammenhæng med nye værker. Nogle af dem produceres direkte til begivenheden.
Aarhus bliver officielt europæisk kulturhovedstad på lørdag.