17-årige dømt for grov vold: Tissede på offer

To 17-årige drenge er ved retten i Aarhus blevet idømt fængselsstraf for grov vold.

Udgivet Opdateret
De to drenge filmede hele overfaldet på deres mobiltelefon, og de optagelser har politiet brugt i deres bevismateriale. Foto: Rigspolitiet

Et groft overfald på en 41-årig mand koster nu en fængselsstraf til to drenge fra Aarhus. Overfaldet skete på boldbanerne bag Langkær Gymnasium d. 11. juli 2019.

Uden nogen forudgående kontakt gik de to drenge hen til den 41-årige mand og begyndte at sparke efter ham.

Derefter tissede den ene på hans ryg, imens den anden stak ham flere gange på skinnebenet med en kartoffelkniv.

Der er tale om et meget groft og helt umotiveret overfald mod en forsvarsløs person ved højlys dag.
Jakob Beyer, anklager, Østjyllands Politi

Da manden forsøgte at flygte, overfaldt de ham endnu engang og slog og sparkede ham flere steder på kroppen.

Filmede overfaldet

Drengene filmede hele overfaldet på deres telefon, og de videooptagelser kunne politiet bruge som bevismateriale i sagen.

- Der er tale om et meget groft og helt umotiveret overfald mod en forsvarsløs person ved højlys dag. Det er alvorlig, personfarlig kriminalitet, og derfor er jeg også tilfreds med, at retten så med så stor alvor på sagen, og at dommeren, på trods af deres unge alder, valgte at idømme dem begge en ubetinget fængselsstraf, siger anklager Jakob Beyer i en pressemeddelelse.

Den ene dreng blev idømt et år og to måneders fængsel, imens den anden dreng, der var 16 år, da overfaldet fandt sted, blev idømt et års fængsel.

Tømte pulverslukker i ansigtet på offer

Udover overfaldet ved Langkær Gymnasium havde begge mændene også flere forhold på samvittigheden.

Den yngste af dem blev dømt for et forhold, hvor han sad bag på en scooter og tømte en pulverslukker i ansigtet på en anden 16-årig dreng, der kom gående på fortovet i Tilst. Han blev også dømt for et røveri i Bauhaus i Tilst, hvor han stjal en hobbykniv og efterfølgende slog og sparkede den butiksdetektiv, der fulgte efter ham ud af butikken.

Den ældste af drengene blev udover overfaldet dømt for fem tilfælde af vidnetrusler, trusler og fornærmelig tiltale rettet mod medarbejdere på de institutioner, hvor han har været anbragt.

Begge drengene modtog dommen og er fortsat varetægtsfængslet på en institution.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her