21-årig stak cyklist og kom i klammeri med billetkontrollør
En 21-årig mand blev i dag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus efter to forhold, som fandt sted inden for ti minutters mellemrum onsdag.
En 21-årig mand blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor han sigtes for kvalificeret vold, overtrædelse af knivloven og vold mod tjenestemand, som i dette tilfælde var en billetkontrollør.
Det oplyser Østjyllands Politi.
- Kort før klokken 16 onsdag støder den sigtede sammen med en cyklist på Søndergade i Aarhus, hvorefter han stikker den 31-årige cyklist i ansigtet med en kniv.
- Der opstår tumult, hvorefter den sigtede slipper væk fra stedet, siger kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Anholdt samme dag
Ti minutter senere fik politiet en anmeldelse ved Dokk1 om, at en 51-årig billetkontrollør kom i klammeri med den 21-årige, fordi han ikke havde nogen billet i letbanen. Her slog den 21-årige mand billetkontrolløren i ansigtet to gange.
Derefter forsvandt den 21-årige mand fra stedet.
Østjyllands Politi anholdt efterfølgende den 21-årige mand tæt på hans bopæl i Aarhus Nord onsdag eftermiddag.