26-årig stukket ned - kørt på skadestuen med katastrofeblink
En 26-årig mand blev søndag aften stukket flere gange med en knivlignende genstand i det vestlige Aarhus. Han blev kørt på skadestuen i en personbil.
Søndag kl. 22.39 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv på Tinesvej i Brabrand.
Personen skulle angiveligt være på vej mod skadestuen i en privatbil. En patrulje spottede bilen i krydset ved Paludan Müllers Vej/Herredsvej, hvor den kom kørende i høj fart med katastrofeblinket tændt.
Det skriver Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.
Patruljen fulgte efter bilen, der kørte frem til skadestuen, hvor en 26-årig mand, steg ud med tydelige skader på kroppen. Det viste sig, at han var blevet stukket flere gange med en knivlignende genstand, men ingen af skaderne var umiddelbart livstruende.
Området omkring Karen Blixens Boulevard/Trille Lucasens Gade/Tinesvej i Gellerup blev spærret af, mens der blev foretaget en række undersøgelser på stedet.
Sagen bliver nu efterforsket nærmere.
TV2 ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi.
Ved du noget?
Ved du noget om sagen? Kontakt TV2 ØSTJYLLAND ved at sende en mail til tip@tv2oj.dk.
Alle henvendelser behandles fortroligt.