40-årig målmandstræner med i AGFs trup mod Lyngby
Skader og OL giver plads til træneren i truppen
Lee Baxter er til daglig målmandstræner i AGF, men når holdet går på banen mod Lyngby fredag aften, er der mulighed for at den 40-årige træner bliver skiftet ind, han er nemlig med i kamptruppen mod det sjællandske hold.
Det skyldes at Aleksandar Jovanovic, som til daglig vogter målet for den aarhusianske klub er skadet, mens reserven Thomas Hagelskjær i øjeblikket deltager ved de Olympiske Lege i Rio de Janeiro.
Derfor er det den tidligere AGF-anfører Steffen Rasmussen, der står mellem stolperne, og Lee Baxter, der er anden-målmand.
AGF må også undvære Danny Olsen og Daniel A. Pedersen, da begge midtbanespillere også er ude med skader.
Kampen spilles klokken 20.15 i Lyngby.