400 borgere til festgudstjeneste: Billetterne blev revet væk
Det centrale Aarhus vil søndag 21. januar danne rammen om en stor, folkelig hyldest, når Kong Frederik 10. sammen med den kongelige familie kører kortege gennem byen til festgudstjeneste i Aarhus Domkirke.
Der er lagt op til folkefest, når den nyligt kronede Kong Frederik 10. sammen med sin familie besøger Aarhus søndag den 21. januar.
Aarhus Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at Aarhus Domkirke vil danne ramme om en festgudstjeneste klokken 14, hvor 600 repræsentanter fra det officielle Danmark vil deltage sammen med 400 borgere.
- Det er fantastisk, at vores nye konge og dronning har valgt at afslutte fejringen i Aarhus, da Aarhus har en særlig forbindelse til kongehuset, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Inden gudstjenesten vil det være muligt at se regentparret, der kører i kortege fra Marselisborg Slot til Aarhus Domkirke klokken 13:30. Borgmesteren opfordrer alle til at deltage i fejringen langs ruten eller på de store pladser rundt omkring i byen.
- På søndag får aarhusianerne og folk fra nær og fjern en unik mulighed for at svinge med Dannebrog og ønske Kong Frederik og kongefamilien tillykke med tronskiftet, siger Jacob Bundsgaard.
Efter festgudstjenesten kører den kongelige familie ad samme rute tilbage til Marselisborg Slot, så her vil der altså ligeledes være mulighed for at kippe med flaget for de kongelige.
Billetter blev revet væk
Hvis man havde drømt om at blive en af de 400 borgere, der er gjort plads til i domkirken, må man gå skuffet hjem.
Faktisk er alle billetterne allerede afsat. Billetterne blev gjort tilgængelige på stiftets hjemmeside tirsdag middag, og det tog ikke mere end fem minutter, før de var revet væk.
Det oplyser Aarhus Stift.
Det er kongelig konfessionarius og biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen, der skal lede gudstjenesten.
- Jeg er naturligvis glad og beæret over, at kronprinsen vil holde gudstjenesten her i Aarhus. Han har en lang historie med byen, så det glæder mig meget, at han vil holde festgudstjenesten her, siger stift Henrik Wigh-Poulsen til Aarhus Stifts hjemmeside.
Lad bilen stå
Som følge af fejringen af den nye konge vil flere veje i det centrale af Aarhus søndag eftermiddag være lukket for biltrafik langs den lukkede rute, ligesom en række busruter vil være lagt om. Derudover vil der være ændrede adgangsforhold til Molslinjen.
Derfor opfordrer Aarhus Kommune borgere til at anvende offentlig transport, gå eller cykle samt på forhånd orientere sig trafikinformation, inden de begiver sig imod midtbyen.
Kommunen oplyser desuden, at der vil blive indsat ekstra busser fra 11-18.
Kortegens rute kan ses på kortet herunder.