700 østers åbnet i hæsblæsende nichekonkurrence

700 østers blev åbnet lørdag, da hæsblæsende nichekonkurrence skulle afgøres i Aarhus.

Fire deltagere nåede til finalen i Oyster Cup lørdag.

15 deltagere havde lørdag taget arbejdshandskerne på for at dyste i en noget anderledes, men særdeles hæsblæsende konkurrence.

Alle 15 deltagere har på den ene eller anden måde noget med fisk og skaldyr at gøre til hverdag, og så har de en helt speciel forkærlighed for østers. Det var netop den delikatesse, der lørdag på restauranten Tír na nóg i Aarhus blev dystet i.

Titlen som Danmarks Bedste Østersåbner var nemlig på højkant, og ikke mindst retten til at repræsentere Danmark ved Europamesterskabet i Østersåbning. En konkurrence, der i år blev afholdt for tiende gang i Danmark, og som tiltrak 200-300 publikummer i løbet af dagen.

Han var meget hurtigere end os andre. Og til sammenligning, så ville du nok bruge 1 time på at åbne 30 østers
Mathias Nørskov, formand, Danish Oyster Cup

I konkurrencen skulle deltagerne dyste om hurtigst at åbne 30 østers. Der tilfaldt fire strafsekunder, hvis en østers var skåret eller havde skaller i. Og et helt minut i straf, hvis der manglede en østers, eller hvis der skulle komme blod i. De fire bedste gik videre til finalen.

Dommerne var fra Norge, og det var de samme, som dømmer til europamesterskabet, fortæller Mathias Nørskov, der selv arbejder på Havnens Fiskehus i Aarhus og er en af formændene bag den danske konkurrence.

Imponerende sejr

Mathias Nørskov deltog også selv i konkurrencen og kom til finalen. Men efter han afslører, hvad vinderens tid lød på, har han ikke den store lyst til at afsløre sin egen.

- Simon Tønsager vandt, og det var en overbevisende sejr, lad os bare sige det sådan.

Kokken Simon Tønsager, der såmænd også arbejder på Havnens Fiskehus og også er formand for konkurrencen, åbnede 30 østers på 3 minutter og 11 sekunder.

- Det er imponerende hurtigt. Det kan give ham en topplacering til både EM og VM, fortæller Mathias Nørskov.

Han fik selv en tredjeplads med sine egne 4 minutter og 53 sekunder, mens andenpladsen brugte 4 minutter og 40 sekunder.

- Han var meget hurtigere end os andre. Og til sammenligning, så ville du nok bruge 1 time på at åbne 30 østers.

De 600-700 østers, der blev brugt i konkurrencen lørdag, var indkøbt fra Sverige og koster omkring 20 danske kroner stykket.

- Så det er en dyr konkurrence. Men der går ikke nogen til spilde, vi serverer dem alle, og resten spiser vi selv i aften, afslutter Danmarks tredjehurtigste østersåbner, Mathias Nørskov.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her