Voldsom brand i rækkehus: Overtændt ved ankomst
Et rækkehus i Balle stod fredag aften i flammer.
Sent fredag aften måtte brandvæsnet rykke ud med flere enheder til et rækkehus i Balle på Djursland.
Det fortæller operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, Kirsten Dyrvig, til TV2 Østjylland.
- Boligen var mere eller mindre overtændt ved ankomst, og branden var på det tidspunkt ved at sprede sig til det næste hus også.
Det lykkedes dog brandvæsnet at få stoppet branden, inden den bevægede sig videre mod det tredje hus i rækken, fortæller Kirsten Dyrvig.
For at få bugt med branden var der brug for fire tankvogne, to sprøjter og en indsatsleder på stedet. Det skete med hjælp fra brandstationerne i Grenå, Ebeltoft, Rønde og Kolind.
Alle var ude af huset, og ingen kom noget til under branden på Åvangen i Balle.