Politianmeldelse efter leg med ild: - Vi tager det meget alvorligt

Torsdag middag blev der sat ild til noget papir på tre toiletter på Gammelgaardsskolen i Åbyhøj.

Gammelgaardsskolen i Åbyhøj har omkring 1000 elever. Foto: Lars Christoffersen, TV2 Østjylland

I Gammelgaardsskolens Nordfløj opdagede en lærer torsdag, at der var blevet sat ild til noget papir på tre toiletter.

Ilden var slukket, men det lugtede brændt, og der var skader i gulvene på toilettet på skolen i Åbyhøj.

Det fortæller skoleleder Susanne Broe Laursen til TV2 Østjylland. Læreren, der opdagede de små bål, alarmerede ledelsen, som kontaktede politiet.

- Vi tager det selvfølgelig meget alvorligt, siger Susanne Broe Laursen.

- Det ligner ikke et ønske om at sætte skolen i brand, men mere drengestreger eller forsøg på at lave sjov.

Sjov kunne være blevet til alvor

Skolen anmeldte hændelsen til Østjyllands Politi, som var på skolen torsdag og tog nogle billeder, fortæller Susanne Broe Laursen.

Hun udsendte samme eftermiddag en besked på Aula til forældre om, hvad der var sket, og der blev også snakket med eleverne om det.

- Vi var påvirket af det, for vi bliver selvfølgelig rystet over, at elever kan finde på at gøre sådan noget. Min tolkning er, at det er tydeligt, at det er gjort i sjov, men sjov kunne godt være blevet til alvor, siger Susanne Broe Laursen.

Torsdag blev denne besked sendt ud til forældrene på Gammelgaardsskolen i Åbyhøj.

Der er også blevet sendt en besked ud til lærerne, og der bliver talt om det i klasserne - netop for at gøre eleverne opmærksomme på alvoren i det.

Det er ifølge skolelederen vigtigt, at både lærere og forældre hører om det fra skolen, før de læser og hører om det andre steder. Og så bliver snakken om sikkerhed på skolen genoptaget, når sådan noget sker.

- Vi snakker om, hvordan vi kan forbedre sikkerheden, og hvad vi gør, når sådan noget sker. Vi har lige haft en brandøvelse, og den gentager vi snart, siger Susanne Broe Laursen.

Hvis vi finder ud af, hvem det er, bliver forældrene indkaldt, og så politianmelder vi dem
Susanne Broe Laursen, skoleleder, Gammelgaardsskolen

Skolen ved endnu ikke, hvem der har gjort det.

- Hvis vi finder ud af, hvem det er, bliver forældrene indkaldt, og så politianmelder vi dem, siger Susanne Broe Laursen.

TV2 Østjylland har fredag forsøgt at kontakte Østjyllands Politi for at høre, om det kan bekræfte at have modtaget anmeldelsen, men det har desværre ikke været muligt.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her