Flere patruljer kaldt til brand - røg påvirker trafikken
Østjyllands Politi er blevet kaldt ud til en brand på Alsvej i det sydvestlige Randers. Flere patruljer er på vej. Det skriver politiet på X.
Beredskab & Sikkerhed er på stedet med to udrykningsenheder, en insatsleder og en skadestedsleder. Det fortæller Simon Bøgedam, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed.
- Det brænder stadig derude, men vi har efterhånden kontrol over branden.
Branden er opstået i en mindre tilbygning til en industribygning tæt ved Nordjyske Motorvej.
- Som det ser ud nu, så holder vi branden til tilbygningen.
Røg fra branden kan give mindre gener på motorvejen i området, skriver politiet, og opfordrer derfor til, at man kører forsigtigt og efter forholdene på E45 omkring afkørsel 42.