80 procents prisgevinst til ulydige sommerhusejere

På bare tre år er boligpriserne på Skæring Strand galloperet i vejret. Ifølge mæglere fordi, området skal gå fra at være sommerhusområde til at være helårsbebyggelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Denne udsigt vil mange gerne betale penge for at få. Især hvis de samtidig kan bo tæt på Aarhus. Kombinationen af nærhed til byen og skøn natur findes i Skæring Strand, hvor boligpriserne er eksploderet efter det blev klart, at området kan blive godkendt til helårsbeboelse. Kommunen har sovet i timen, mener byrådsmedlem Knud Mathiesen, der vil have boligejerne til at dele deres gevinst med kommunen.

Flere hundrede beboere har i årevis boet ulovligt i sommerhuse på Skæring Strand året rundt. Nu bliver området godkendt til helårsbeboelse og de mange ulovlige beboere dermed belønnet, når huspriserne i området eksploderer.

Det er ikke i orden, mener byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Aarhus Knud Mathiesen (DF).

- Kommunen har sovet i timen igennem rigtig mange år. Hundredvis af mennesker har boet ulovligt herude i deres sommerhus, uden at man har grebet hårdt ind. Det er katastrofalt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er de seneste år blevet solgt en hel del mindre huse på Skæring Strand, som køberne vil rive ned for at bygge et nyt helårshus i stedet. 

Ulovligheder forgyldes

Alligevel er byrådspolitikeren enig i, at det er fornuftigt, at området ved Skæring Strand umiddelbart nord for Aarhus bliver lovliggjort. Han ønsker, der bliver bragt orden i de mange års ulovlig beboelse i området. Dermed lægger han sig i tråd med Gert Bjerregaard, der sidder i byrådet for Venstre.

- I Venstre mener vi, at nu skal vi have det her lovliggjort. Vi havde dog gerne set, at det havde været for 25 år siden, så havde prisstigningerne heller ikke været så høje, som vi ser i dag, siger Gert Bjerregaard.

- Vi har ikke ønsket, at der er nogen, der skal forgyldes. Det er klart, der er en prisstigning, når det her ændrer status. På sigt tror vi dog, at det her vil være til gavn for Aarhus Kommune, fortsætter han.

Kommunen betaler

For Knud Mathiesen er der noget grundlæggende forkert i, at de ulovlige beboere nu scorer en stor økonomisk gevinst på, at deres boliger stiger i værdi, mens det bliver op til kommunen at klargøre området til helårsbeboelse.

Sommerhusvejene på Skæring Strand er i dag forbundet af mange grusveje.

Kommunen har sovet i timen igennem rigtig mange år. Hundredvis af mennesker har boet ulovligt herude i deres sommerhus, uden at man har grebet hårdt ind. Det er katastrofalt
Knud Mathiesen (DF), byrådsmedlem, Aarhus

- Jeg synes, man burde have lavet en ordning herude, hvor boligejerne skulle bidrage til en fond, som gav kommunen midlerne til at forsyne området med veje og belysning, siger Knud Mathiesen og tilføjer:

- For hvem står med udgiften til det nu? Det gør Aarhus Kommune. Det burde jo være sådan, at den kæmpe store fortjeneste, man får for et hus herude er med til at betale for forbedringerne af området. På den måde ville det være dem, der vil fortsætte med at bo herude året rundt, som betaler og ikke alle beboere i Aarhus.

De stigende udgifter er dog ikke noget, som bekymrer Gert Bjerregaard sønderligt.

- Der kommer også ekstra ejendomsskatter, når området ændrer status og så bliver der nok også plads til at vi kan lave noget ekstra belysning i området, siger han.

Udsigten over Aarhus Bugt er guld værd for sommerhusejerne i Skæring Strand. Priserne pr. kvadratmeter er steget med 80 procent siden 2015.

Byzone giver prisstigning

De kæmpestore fortjenester, Knud Mathiesen nævner, er allerede aktuelle for ejerne af sommerhuse i Skæring Strand. Ifølge Århus Stiftstidende er prisen på pr. kvadratmeter sommerhus i Skæring Strand siden 2015 steget med 80 procent, når man ser på kvadratmeterpriser på fritidshuse på Skæring Strand.

Ifølge ejendomsmæglere i området skyldes prisstigningen med al sandsynlighed, at sommerhusområdet snart bliver byzone.

- Det er klart, at da det kom frem, at man kunne stemme om, at området kunne blive omdannet til byzone, så oplevede vi en stigende efterspørgsel og dermed også en stigende pris på boligerne derude, siger Peder Jakobsen, der er indehaver af Danbolig Risskov.

Peder Jakobsen fra Danbolig Risskov er en glad ejendomsmægler. Boligpriserne på Skæring Strand er nemlig røget kraftigt i vejret de seneste år.

Lovændring gav mulighed

Sommerhusområdet ved Skæring Strand fik i 2017 mulighed for at ændre status fra sommerhusområde til byzone, da folketinget ændrede planloven. Ændringen åbnede op for, at kommuner kunne søge Erhvervsstyrelsen om lov til at gøre eksisterende kystnære sommerhusområder til byzone, hvis 75 procent af områdets ejere stemte ja til den statusændring.

I Skæring stemte borgerne i efteråret 2017 om, hvorvidt området skulle gå fra at have status som sommerhusområde til at blive godkendt til helårsbeboelse. 75,7 procent stemte for. Altså lige akkurat nok.

Nu mangler der kun en godkendelse fra ministeriet, samt en lokalplan fra kommunen, før flertallets ønske kan blive en realitet.

Krav til isolering

Når et hus skal godkendes til helårsbeboelse, er der nogle strenge krav i bygningsreglementet til, hvordan et hus for eksempel skal isoleres. Det kan derfor blive en dyr fornøjelse for nogle af sommerhusejerne derude at renovere deres sommerhuse derude, så de lever op til kravene.

Ejerne af sommerhusene i Skæring Strand kan godt vælge at bevare deres sommerhus som et sommerhus, hvis de ikke har råd til at renovere og isolere.

VIDEO: Skæring Strand ligger umiddelbart nord for Aarhus lige ud til vandet.

Regler skal håndhæves

Dog vil det så fortsat kun være lovligt at bo i sommerhuset fra 1. marts til 31. oktober. Og fremover skal kommunen gribe hårdere ind, overfor dem, som måtte vælge at blive boende ulovligt i området, mener Knud Mathiesen (DF):

- Vi bliver nødt til at sige, at vi som kommune bliver nødt til at håndhæve, at der ikke skal være nogen, der bor herude ulovligt, når området er godkendt til helårsbeboelse. Det kommer til at få ud over nogen, men sådan må det være, når et stort flertal har stemt for det.

Ifølge Danbolig Risskov er der 1100-1200 sommerhuse på Skæring Strand, hvoraf 50 allerede er blevet godkendt til helårsbeboelse.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her