91-årig kvinde død efter fald fra vindue på plejehjem

91-årig kvinde mistede torsdag aften livet i en ulykke

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kvinden faldt ud ad et vindue på et plejehjem på Kongsgårdsvej 4 i Viby. Foto: Google Maps

En 91-årig kvinde styrtede torsdag aften i døden, da hun faldt ned fra sit vindue på plejehjemmet Kongsgården i Viby i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- Personalet finder kvinden død nede foran sit vindue, og alt tyder på, at hun er faldet ved et uheld, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen.

Vi efterforsker sagen nærmere for at være helt sikre på dødsårsagen.
Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

Kvinden faldt ud fra første sal, og hun blev omkring klokken 21.30 fundet af plejehjemmets personale.

- Vores opgave er at finde ud af dødsårsagen, og vi betragter det umiddelbart som et tragisk uheld, men vi efterforsker sagen nærmere for at være helt sikre på dødsårsagen, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

De pårørende er blevet underrettet.

Kongsgårdsvej ligger omkring fire kilometer fra centrum af Aarhus.

Undersøgelse sat i gang på plejehjem

Ulykken skete på plejehjemmet Kongsgårdsvej 4, der hører til Viby Lokalcenter. I alt er der 60 boliger i afdelingen, hvor en undersøgelse nu er sat i gang for at afdække, hvad der er sket i forbindelse med ulykken.

På baggrund af den undersøgelse vil man tage stilling til, om der skal ændres noget i forhold til sikkerheden på plejehjemmet, oplyser viceområdechef for plejeboliger ved områderne Viby og Højbjerg, Anette Gammelgaard.

- Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, om der skal ændres noget i fremtiden. Vi har nu sat en kerneårsagsundersøgelse i gang.

- Det er er en tragisk ulykke, hvor en beboer afgår ved døden. Vi vil gøre, hvad vi kan for at forebygge, at noget lignende sker igen, lyder det fra Anette Gammelgaard.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her