Aarhus Havn: Gaffeltruck ramte en tank med 1.000 liter saltsyre
En gaffeltruck, der med den ene gaffel ramte en tank med saltsyre, var torsdag aften og nat årsag til, at der var stor aktivitet på Aarhus Havn.
Gaffeltrucken havde nemlig ramt en beholder med saltsyre.
- Klokken 16.16 fik vi en anmeldelse om, at der var slået hul på en 1.000 liter pallebeholder med saltsyre i en lagerhal, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lagerhallen er en transithal for varer, der skal sendes videre til andre lande.
Da politi og beredskab ankom til stedet, viste det sig, at cirka 1.000 liter saltsyre-lignende stof var løbet ud på jorden.
Fareområde oprettet
Der blev derefter oprettet et fareområde, og miljøvagten blev tilkaldt. Sammen med Beredskabsstyrelsen sugede de stoffet op igen, oplyser Østjyllands Politi.
Arbejdet med at suge saltsyren op varede til 04.30 natten til fredag. Fra Brandvæsenet har der været 30 mand på opgaven i løbet af aftenen og natten. Hertil kommer 20 mand fra Beredskabsstyrelsen.
- Det har været en stor opgave. Saltsyren var primært løbet ud i hallen, hvor man opbevarer varer, men også ud i området. Vi har opsamlet så meget som muligt, siger Søren Møller, der er indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen.
- Syre har det ikke ret godt med metal og beton. Nu forestår der en større opgave med at få oprenset selve lokalerne og få alt metal rengjort, siger Søren Møller.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med saltsyre-udslippet.