Aarhus skriver sig ind i historien med snublesten
Tirsdag fik Aarhus sine første snublesten, som er et mindesmærke for personer, der under Anden Verdenskrig blev ofre for nazismen.
Der findes flere end 74.000 snublesten i Europa, og nu ligger fire af dem i Aarhus.
Tirsdag blev fire snublesten nedsat foran adressen Vestergade 84 i Aarhus.
De er et mindesmærke for Thorvald, Ib, Preben og Emma Hansen. Familien boede på adressen under Anden Verdenskrig og blev ofre for nazismen.
- Ordet snublesten er tysk, stolperstein, og det betyder også at snuble. De hedder sådan, fordi det er en diskret sten, som man kun oplever, hvis man snubler over den, fysisk eller mentalt. Man går i sine egen tanker og bliver så opmærksom på den tragiske historie, siger Søren Bitsch Christensen, som er stadsarkivar i Aarhus.
Europas største decentrale mindesmærke
Den tyske kunstner bag snublesten, Gunter Demnig, lagde vejen forbi Aarhus, da han havde et personligt ønske om at nedsætte stenene.
Han lagde den første sten til minde om ofre for nazisternes forbrydelser i Köln i 1992, og siden har det udviklet sig til Europas største decentrale mindesmærke.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har på sin facebookprofil kommenteret snublestenene.
- Et minde om en tid som var, men også en påmindelse om den tid vi lever i lige nu - med krig i Europa. Og mest af alt en anledning til at stoppe op og ære mindet om dem, som gav umenneskeligt meget i kampen for Danmarks frihed. Æret være deres minde.
Søren Bitsch Christensen fortæller, at initiativet til at nedsætte stenene kommer fra Snublestensgruppen Danmark, som arbejder frivilligt, og som har sat sig selv den opgave, at finde steder hvor stenene kan nedsættes i Danmark. De modtager forslag fra efterladte, skoler og kulturinstitutioner.
- Det handler jo om, at fastholde mindet om de millioner af mennesker, som mistede livet til nazisternes forbrydelser. Så det er også at vise de efterladte ære, siger Søren Bitsch Christensen.
Familien Hansens historie
På en hjemmeside om snublesten, kan man læse om familien Hansens historie, som boede i lejligheden på øverste etage på Vestergade 84.
Thorvald og Emma Hansen var gift og havde sammen de to sønner Ib og Preben. De udførte alle forskellige typer af modstandsarbejde under krigen.
Den 6. juni 1944 blev familien arresteret af tysk politi, efter at være blevet stukket af Grethe Bartram.
Thorvald, Ib og Preben kom i arbejdslejre og Emma fortsatte med sit modstandsarbejde i Danmark. Thorvald og Ib kom aldrig hjem og døde af slavearbejdet i lejrene. Preben overlevede og kom hjem med de hvide busser til Aarhus den 17. maj 1945.