Aarhus-studerende er klar til EM i fodbold
EM i fodbold for kvinderne begynder i aften, og Aarhus er stærkt repræsenteret
Klokken 20.45 spiller Danmark mod Belgien i åbningskampen i EM i fodbold for kvinder.
Turneringen afholdes i Holland, og Danmark har et slagkraftigt hold med, som er en lille outsider til at nå langt i turneringen.
Østjylland er flot repræsenteret ved turneringen, og i særdeleshed måske Aarhus Universitet.
Modsat spillerne på herrelandsholdet kan kvinderne nemlig ikke koncentrere sig om fodbolden på fuld tid – der skal ofte studier eller arbejde til ved siden af.
Aarhus Universitet har således tre studerende med til slutrunden – en af dem er Nadia Nadim, en af landsholdets absolut største profiler. Til daglig spiller hun i USA for Portland Thorns, men det forhindrer hende ikke i stadig at være aktiv på medicinstudiet på Aarhus Universitet. Nadia Nadim har tidligere spillet for IK Skovbakken, og har brugt en del af sin ungdom i Aarhus.
Også Stine Ballisager Pedersen er udtaget til landsholdet. Hun er den eneste dansker på holdet, der til daglig spiller i en østjysk klub, idet hun normalt tørner ud for IK Skovbakken. Og så studerer hun naturligvis på Aarhus Universitet.
Læs også:
Slutteligt er Frederikke Skjødt Thøgersen også aktiv i studierne på Aarhus Universitet. Hun spiller til daglig for Fortuna Hjørring.
Åbningskampen kan følges klokken 20.45 på DR1.