Ægtepar afviste falsk bankmand
En 85-årig mands opmærksomhed var afgørende, da han blev ringet op af en fremmed mand.
Et ældre ægtepar fra Brabrand blev onsdag udsat for et nummer, der er velkendt af politiet.
Den 85-årige mand blev ringet op af en dansktalende mand, som udgav sig for at være fra banken.
Manden bad om at få udleveret kontooplysninger for at undgå mistænkelige transaktioner og ville sende et bud ud for at hente parrets kort. Den 85-årige mand var opmærksom og gav kun få oplysninger i telefonen, da han ikke mente, at der var tale om en rigtig bankmand.
Kort efter ankom et bud på parrets adresse, som spurgte, om manden ville have sine kort og kontanter ombyttet. Det afviste den 85-årige mand, og buddet forsvandt hurtigt igen.
Senere fik han banken til at spærre ægteparrets kort for en sikkerheds skyld.
Udlever ikke personlige oplysninger
Østjyllands Politi oplyser, at man i hele landet oplever rigtig mange lignende sager.
- Banken, politiet eller andre offentlige myndigheder vil aldrig ringe og bede om adgang til netbank, om personlige oplysninger i telefonen eller om at få dit kort eller kontanter udleveret, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Skulle man opleve at blive udsat for det samme som ægteparret i Brabrand, lyder der en klar opfordring fra politiet.
- Bliver du kontaktet af nogen, som vil have kort eller oplysninger, så gør som parret i sagen her - sig nej, lad være med at udlevere noget, skriver de i døgnrapporten.
Hvis man er kommet til at oplyse noget, lyder opfordringen på, at man straks sørger for at få spærret sine kort.