Alternativ vej: Fyldt med glasskår
En helt ny type asfalt er lagt i Højbjerg. Den er fyldt med glas.
Bilister i Højbjerg skal vænne sig til at køre på glasskår. På en måde. I hvert fald er der glasskår i en spritny type asfalt, som Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har lagt ud på den østlige del af Emiliedalsvej. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Asfalten består af 35 procent gammelt vinduesglas og lokale genbrugsmaterialer. Det er entreprenørvirksomheden NCC, som har fremstillet den nye type asfalt, efter Teknik og Miljø har efterspurgt bæredygtige alternativer til den klassiske asfalt. I den klassiske asfalt er en del granitskærver, som man henter til landet fra Norge og Sverige.
- Hvis vi skal være en klimaneutral storby, må vi tænke i alternative løsninger. Så når vinduesglas er lige så godt som granit, skal vi selvfølgelig spare på råstoffer og brændstof og i stedet undersøge, hvad vi har tæt på, siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø.
Første gang på offentlig vej
Det var i mandags, den nye asfalt blev lagt ud på Emiliedalsvej i Højbjerg. En strækning på Oddervej har i samme ombæring fået lagt helt almindeligt asfalt. På den måde kan kommunen og NCC sammenligne holdbarheden.
Det er nemlig første gang, at den nye asfalt bliver afprøvet på offentlig vej, så derfor er sammenligningen vigtig. Det er NCC dog ikke i tvivl om. Siden 2013 har de nemlig haft asfalt med knust glas liggende på P-pladsen ved deres fabriksanlæg i Kolding.
Ny type asfalt
Den nye asfaltblanding består af:
• Glas
• Genbrugsasfalt
• Fyldsand
• Granitskærver
• Bindemiddel
Almindelig asfalt består af:
• Granitskærver
• Genbrugsasfalt
• Stenmel
• Bindemiddel
Kilde: Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
- Denne type asfaltbelægning viser ingen tegn på at være mindre slidstærk end den almindelige. Og nej, vi har heller ikke flere punkteringer end normalt, lyder det fra Bjarne Bo Lund-Jensen, produktchef i NCC Industry.
Løsningen er ifølge pressemeddelelsen ikke dyrere end den sædvanlige asfalt. Den ligger på samme niveau.
- I en tid med stigende materialepriser er det helt fantastisk, at vi kan samarbejde om kreative løsninger, der gør det muligt for os stadig at træffe bæredygtige valg, siger Nicolaj Bang.
Det knuste vinduesglas kommer fra en leverandør på Sjælland. Men Teknik og Miljø har fået lovning på, at det i fremtiden også kan indsamles og opbevares i Jylland.