Bestyrelsesformand kræver kulturændring på universitet efter lovbrud
Der er fortsat tillid til Aarhus Universitets rektor trods lovbrud, men bestyrelsesformand vil se forandring.
Der skal sættes gang i en kulturændring på Aarhus Universitet.
Det siger Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for Aarhus Universitet, til Information, efter at universitetet har tilbageholdt dokumenter i forbindelse med en meget omtalt rapport om oksekød fra 2019.
Selv om bestyrelsen fortsat har tillid til universitetets rektor, er det "en skidt sag for Aarhus Universitet", siger Hedegaard. Hun mener, at der skal "en kulturændring og en ledelsesændring til".
- Vi har en opgave i, at ledelsen får sat lidt skub i en kulturforandring, så man undgår alle de sager, og at man selvfølgelig skal tage aktindsigt og offentlighedsloven alvorligt, siger hun til avisen.
Udskød at aflevere dokumenter
Sagen udspringer af en rapport om oksekød fra 2019, som blev præsenteret som uvildig forskning.
Det viste sig dog, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og slagterigiganten Danish Crown var med til at udarbejde den.
I kølvandet på sagen søgte Information aktindsigt i flere rapporter, men universitetet udskød at udlevere dokumenterne.
Aarhus Universitets øverste leder, rektor Brian Bech Nielsen, var på et møde 15. oktober 2019 med til at vedtage, at universitet skulle forhale udleveringen af afslørende dokumenter til Information.
Det havde han ellers tidligere givet udtryk for ikke var tilfældet.
Han har tilbudt at fratræde sin stilling, men en enig bestyrelse har udtrykt tillid til ham. Det oplyste universitetet i forrige uge.
Connie Hedegaard siger til Information, at hun har spurgt til, om det nogle steder var oplyst forud for mødet, at beslutningen var ulovlig.
Hun har på baggrund af de svar, hun har fået, ikke grund til at tro, at rektor var vidende om det, og det er afgørende for hende.
- Bestyrelsen og jeg er blevet oplyst om, at i det øjeblik, at Information bringer den første artikel den 5. november 2019 om, at AU skulle have brudt loven, så spørger rektor chefjuristen på skrift: "Hallo, hvad er det, jeg kan læse i avisen, har vi ageret korrekt her?". Og han får en skriftlig betryggelse om, at "ja, rolig, rektor, det har vi skam", siger Connie Hedegaard.
Universitetet er ad to omgange kommet med falske forklaringer til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
I sine redegørelser til styrelsen har universitetet forsikret om, at der ikke er sket en forhaling i besvarelserne af aktindsigterne.
Rektor har tidligere over for Information fastholdt, at han "havde tillid til, at redegørelserne var retvisende".