Ubudne gæster hærger: - Det er helt ekstremt
Uldne gnavere giver lige nu ekstra travlhed på Samsø.
Populært sagt siges det, at der findes én rotte per indbygger.
Men på Samsø findes der måske flere. Med cirka 3700 indbyggere har øens rottefængere i hvert faldt travlt ud over det sædvanlige.
- I de otte år, jeg har været ansvarlig for rottebekæmpelse på øen, er det her det værste år. Vi har aldrig oplevet noget lignende. Det er helt ekstremt, siger Tonny Sørensen, der er afdelingschef for Ejendomme og Veje i Samsø Kommune.
For at imødekomme den store efterspørgsel har kommunen sat ekstra mandskab på opgaven, og rottefængerne gør deres ypperste for at håndtere de mange henvendelser.
Men de har alligevel svært ved at følge med. Ifølge Tonny Sørensen er der i oktober og november måned i år 535 rotteanmeldelser. På samme tid sidste år var der 335 anmeldelser.
- Det tager længere tid, fordi vi får så mange henvendelser. Vi er nødt til at prioritere det akutte, men der kan være lidt længere ventetid på opfølgende besøg, siger afdelingschefen.
Flere kæmper med rotteproblemer
Samsø er ikke den eneste kommune, der i 2024 har oplevet et stort udbrud af rotter. I Skanderborg, Odder og Randers Kommune har der ligeledes været en opblusning i rotteanmeldelserne.
Årsagen til de mange ekstra henvendelser skal ifølge Tonny Sørensen findes i det milde vintervejr, der giver rotterne optimale leveforhold.
- Vi har haft ekstremt mildt vejr, og det gør, at de yngler rigtig meget. Derudover betyder det fugtige vejr, at rotterne søger væk fra markerne og ind i husene, siger Tonny Sørensen.
Skal rotternes ynglen stoppes, kræver det ifølge afdelingschefen frostvejr.
Står man i kø til en ledig rottefænger, er der en række tiltag, man selv kan tage, der kan forebygge rotterne i at sprede sig.
Samsø Kommune opfordrer til at følge tiltagene fremfor at bruge rottegift, da rottegift kan medføre resistens.
Sådan undgår du besøg af rotter
I rottefolderen beskriver Samsø Kommune en række tiltag, der kan forebygge forekomsten af rotter.
Skraldespand
Rotter kan komme ind i mange former for skraldespande. Forebyg det, ved at stille skraldespanden på et fast underlag.
Bevoksning ved huset
Rotter ser ikke særlig godt, så de løber gerne langs skyggen med husmuren eller steder, der er skygge, hvilket giver dem skjul. Hold derfor husmurene fri for bevoksning som buske og små træer, der kunne give skjul til rotter. Udover det kan træer, der står op ad huset, være en let adgang for rotterne til loftet.
Kloakbrud
Vær opmærksom på nedsunkne fliser omkring ejendommen samt huller i bede og græsplæner. Det kan være tegn på kloakbrud. Kloakbrud er en oplagt adgangsvej til din ejendom, og giver også gode muligheder for redebyggeri for rotten.
Brændestak og oprydning
Oplagte gemmesteder for rotter er brændestak og rod. Sørg for at rydde op, og hæv gerne brændestakken 20-30 cm. over jorden.
Foderbræt
Har du et foderbræt, hvor du fodrer fugle, så sæt det et sted uden bevoksning. Om aftenen skal du indsamle det mad, fuglene ikke har spist.
Hønsehus og kaninbure
Hønsehuse eller kaninbure, som står på jorden, kan rotten grave sig ned og skjule sig under. Huset bør hæves 35-40 cm. over jorden. Det er umuligt for rotten at komme ind i buret ved at bruge net af metal med masker, der under 2 cm. og ved at hele buret lukker tæt uden nogle sprækker. Det anbefales at fodre dagligt og at fjerne overskydende foder inden natten.
Kompostbeholder
Rotten er en fantastisk gnaver. Den kan nemt gnave sig ned under en kompostbeholder, hvor der er lunt og adgang til mad. For at undgå rottebolig under komposten, kan et metalnet spredes ud under bøtten. Sørg for at maskerne i nettet er mindre end to cm. diameter, da det er for småt til at rotten kan komme igennem.
Kilde: Samsø Kommune