Bødeblokken kom frem: Demonstration gav trafikale problemer i Aarhus
Østjyllands Politi afspærrede lørdag aften flere gader i det centrale Aarhus på grund af trafikale problemer.
For anden weekend i træk demonstrerede flere hundrede bilister i Aarhus, og det gav trafikale problemer i Aarhus Midtby. Her måtte politiet afspærre flere gader, fordi trafikken var gået i stå.
Det drejede sig om Park Allé, Frederiks Allé, Banegaardsgade og Rådhuspladsen, og politiet opfordrede trafikanter til at køre udenom det centrale Aarhus.
- Der har været nogle trafikale udfordringer rundt omkring i det meste af byen, og så er der blevet skrevet en del bøder for overtrædelse af færdselsloven, siger Chris Mose, vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND
Politiet har endnu ikke gjort op præcis hvor mange bøder, der er blevet udskrevet, men vagtchefen fortæller, at der har været flere forskellige forseelser.
- Det er blandt andet kørsel frem mod rødt lys, mobiltelefoner og hjulspin. Altså for dårlig kørsel, for at sige det ligeud.
Vi har nu fået afviklet de trafikale blokeringer, der har været i Aarhus midtby og forholdene er nu normaliseret. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) February 13, 2021
På Facebook oplyste Midttrafik at busserne fik lov at passere, men at der alligevel var risiko for forsinkelser.
Vil have et sted at køre
Sidste weekend deltog mellem 300 og 400 biler i den rullende demonstration rundt i byen, og denne lørdag var flere hundrede bilister igen mødt op til den kørende demonstration, der er arrangeret af Cars & Coffee og Striben Aarhus.
Demonstrationen var anmeldt til politiet med navnet "Mod politiets magtmisbrug mod bilentusiaster, og den generelle måde, Danmark ser ned på dem", og ifølge en Facebookbegivenhed demonstrerede bilisterne for "et sted vi må have lov til at være på og skabe os åndssvagt under ordnede forhold, uden det koster en bondegård og et helt racerteam og store sponsorere bag sig".