Boligområde ramt af indbrud i biler
Der blev stjålet Dankort, nøgler, punge, pakker og kontanter.
Tyve havde natten til torsdag travlt i Skæring nord for Aarhus.
- Vi har fået ti anmeldelser om indbrud i biler. I ni ud af ti tilfælde var det biler, der ikke var låst, fortæller kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Anne Tiedemann til TV2 Østjylland.
Hun fortæller, at tyvene er gået efter det, de kunne finde.
- Det er Dankort, nøgler, punge, pakker og kontanter.
Politiet har i forbindelse med anmeldelserne modtaget videoovervågning af tyvene, men modtager gerne mere.
- Vi modtager gerne video og billeder, hvis folk ligger inde med det, siger Anne Tiedemann.