De kigger på træer og affaldscontainere med lup: Jonas og Michael har en fælles passion
Jonas Ravn Jensen og Michael Straarup Nielsen har en fælles passion: Laver. En lille slags svamp, der gror over det meste, men som ingen rigtig kender.
Lobaria pulmonaria. Physcia millegrana. Ja, det er ikke ligefrem ord, der giver særlig meget mening for den almene dansker, men for Jonas Ravn Jensen og Michael Straarup Nielsen er det en fast bestanddel af ordforrådet.
Faktisk er det noget af det, de bruger allermest tid på. Nemlig laver.
- Jeg bruger timevis hver dag på at tænke på laver, kigge på laver og læse om laver, siger Jonas Ravn Jensen, der er biologistuderende.
Og er man stadig ikke helt med på, hvad de taler om, er man nok ikke alene. Laver er en slags svampe, der gror på eksempelvis træstammers bark, klipper, murværk og fliser. Det er grønt, og så forveksler mange det formentlig med mos.
- Laverne er det lysegrønne, hvorimod det mørkegrønne er mos, hvilket overhovedet ikke er det samme. Laverne er en svamp, hvor mos er en plante, forklarer Michael Straarup Nielsen, der er biolog.
Og der er da også god grund til forvirring. Når der eksempelvis handles ind til juledekorationer, går det hele – lidt fejlagtigt - under samme betegnelse: Mos.
Det er som Pokémons
Begge har de elsket naturen siden de var små, og i laver har de fundet en niche, de slet ikke kan få nok af.
- Jeg tænkte i starten, at det var meget småt at kigge efter. Da jeg så kom tættere på med luppen, var der en ny verden, der åbnede sig op for mig, og så blev jeg superoptaget af det, siger Michael Straarup Nielsen.
- Der er lidt Pokémon over det. Man vil jo gerne finde de sjældne arter, og så er det jo bare noget at dele med de andre nørder.
For Jonas Ravn Nielsen startede fascinationen af laver ved lidt af en tilfældighed. Den landskendte biolog Morten D.D., nævnte de små organismer i en af sine videoer, og så var den biologistuderende ellers opslugt.
Morten D.D. fik nemlig sagt, at der vist ikke rigtig er nogen, der kigger på laver.
- Så tænkte jeg, det skal være løgn. Det vil jeg give mig i kast med – og det, at det var svært, var tillokkende, siger den biologistuderende.
Både Jonas Ravn Nielsen og Michael Straarup Nielsen har gjort yderst sjældne fund i Danmark. Dem kan du se endnu nærmere på i videoen øverst i artiklen.