Derfor er skraldespanden ikke tømt: Skraldemænd strejker
Store dele af Aarhus får ikke afhentet skrald i dag. Skraldemændene har nedlagt arbejdet
Hvis du undrer dig over fyldte skraldespande i bybilledet i Aarhus i dag, er der en god forklaring.
En del af skraldemændene fra HCS, der står for afhentning af dagrenovation og genbrugsaffald, har nedlagt arbejdet.
- Vi holdt et møde i morges klokken 5.00, og her blev det enstemmigt vedtaget, at folk skulle blive hjemme fra arbejde i dag, siger Michael Vad, der er tillidsrepræsentant hos HCS, til TV2 ØSTJYLLAND.
Mange af medarbejderne er utilfredse med, at en vellidt kollega er blevet fyret.
- Det er lidt et signal til ledelsen. Medarbejderne kan ikke forstå, hvorfor en kollega, som alle er glade for, skulle fyres. Vi har ikke fået en forklaring. Det har ledelsen holdt for sig selv, siger Michael Vad.
Arbejdsgiver: Vi er kede af det
Arbejdsgiveren, HCS, bekræfter, at en del af skraldemændene har nedlagt arbejdet. Normalt kører de med 18 biler, men i dag er der kun en 6-7 biler på gaden.
- Vi er kede af det på borgernes og kommunens vegne. Det er uheldigt, at folk ikke kan få hentet deres affald, siger projektchef i HCS Klaus Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han afviser at kommentere på, hvorfor den pågældende medarbejder er blevet fyret.
- Det har vi ingen kommentarer til. Det er en personsag, som vi har med en medarbejder, og det vil jeg ikke fortælle om til pressen. Vi har udtalt os om det, vi mente, vi kunne over for medarbejderne, siger Klaus Jakobsen.
Tillidsrepræsentanten forventer, at alle skraldemændene er tilbage på arbejde i morgen.