Én times gratis parkering
Venstre vil have gratis parkeringspladser
Venstre i Aarhus vil give den første times parkering gratis og gøre de efterfølgende timer dyrere for at gøre det nemmere at finde en parkeringsplads i byen.
- Aarhusianerne og de forretningsdrivende i Aarhus mangler parkeringspladser. Derfor vil vi gerne skabe nogle flere parkeringspladser, men vi vil også skabe nogle løsninger her og nu. Derfor vil vi gerne tilbyde dem at man kan parkere gratis den første time, hvorimod det bliver dyrere at parkere den anden og tredje time, siger rådmanden for teknik og miljø Bünyamin Simsek (V).
Men forslaget møder kold luft hos SF.
- Jeg synes, det er en rigtigt dårlig idé. Vi har en overordnet målsætning om, at vi gerne vil have færre biler i midtbyen i Aarhus af hensyn til at sikre ren luft for vores børn, men også for os selv. Ved at sænke taksterne helt ned til nul, så vil vi bare få endnu mere run på parkeringspladserne og mere trafik i midtbyen, og det synes jeg, vil være forkert, siger medlem af teknisk udvalg, Jan Ravn Christensen(SF).
Hos Socialdemokraterne mener Ango Winther, at forslaget er valgflæsk, men han afviser dog ikke forslaget.
- Jeg undrer mig lidt over tidspunktet, det kommer på. Jeg tror mere, det handler om valg og gode forslag inden valget. Og der vil jeg da sige, at jeg vil ikke afvise forslaget på forhånd. jeg vil gerne se nogle helt konkrete beregninger på, hvad vi kan få ud af det her, siger næstformand for teknisk udvalg, Ango Winther(S).
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.