Erhvervsmand køber hotel
Føjer endnu et stort projekt til listen
Han er bestyrelsesformand i Bakken Bears og SK Aarhus, har investeret millioner i Lighthouse-projektet på Aarhus Havn og nu tilføjer erhvervsmanden Claus Hommelhoff så endnu et stort projekt til sin i forvejen lange liste.
Sammen med ejeren af City Hotel Oasia i Aarhus, Jens Rysgaard, har Claus Hommelhoff købt Hotel Ritz midt i Smilets By.
- Mit univers er stort set begrænset til Aarhus inden for Ringgaden, og så er der jo ikke så mange ting at kaste sig over. Ritz er en flot bygning, og Jens (Rysgaard red.) er dygtig til at drive hotel og har virkelig vist, at han kan noget, så jeg er bare med som kapitalpartner, siger Claus Hommelhoff til JP Aarhus.
Claus Hommelhoff og Jens Rysgaard vil til sammen investere et tocifret millionbeløb til udvikling og renovering af hotellet.
I forvejen ejer Claus Hommelhoff omkring 15-20 ejendomme i Aarhus.
Det nye makkerpar, som endnu ikke har mødt hinanden, overtager Hotel Ritz i morgen den 1. september.