Et granathoved sprængt væk på badestrand: - Det gav bare et lille puf
Kort efter søndag middag blev et granathoved fundet på populær badestrand. Fire timer efter havde ammunitionstjenesten sprængt hovedet væk
Søndag middag blev der ved Mariendal Strand nær Ajstrup fundet et granathoved. Det oplyser Østjyllands Politi.
- Vi fik anmeldelsen klokken 12.39, og det tager EOD, ammunitionsrydningstjenesten sig af, siger politikommissær Peter Tholstrup fra Østjyllands Politi.
Derfor blev en del af stranden spærret af, mens ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt.
En skuffende sprængning
Med til sprængningen klokken 16 var også Østjyllands Brandvæsen.
- De vil gerne have os med. Hvis der var en sprængladning i hovedet, kunne det potentielt sprede nogle varme metaldele i vegetationen, siger Anders Brix Christensen, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen.
Anders Brix Christensen fortæller, at det var en ganske udramatisk sprængning. Endda en smule skuffende.
- Det er jo ikke noget, vi prøver hver dag. Men det var bare ammunitionstjenestens sprængladning, der sagde et lille puf, fortæller Anders Brix Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Derefter blev afspærringen hævet, og stranden er nu sikker at færdes på igen.