Flere bilbrande i Aarhus - to mænd er sigtet
Østjyllands Politi har registreret 59 bilbrande på fire måneder.
To mænd på 25 og 28 år er tirsdag fremstillet i retten i Aarhus.
De er sigtet for at have sat ild til en bil på Langkærvej i Tilst den 8. oktober.
Det fortæller Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vores efterforskning har gjort, at mistanken mod dem er så begrundet, at vi mener, at de skal fremstilles med henblik på efterforskning, siger politiinspektør Brian Voss Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.
På baggrund af vores intensiverede indsats ifm. den seneste tids bilbrande i Aarhus har vi anholdt to mænd på 25 og 28 år, der sigtes for at have sat ild til en bil på Langkærvej i Tilst den 8. oktober. De fremstilles kl. 11.00 i Aarhus. #anklager anmoder om dørlukning #politidk pic.twitter.com/fLOztYtOc5
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) October 15, 2019
Bilbranden er bare en af en lang række af bilbrande i Aarhus den seneste tid.
Tal fra Østjyllands Politi viser, at de fra 1. juni til 30. september 2019 har registreret 59 bilbrande i politikredsen, sammenlignet med 36 i samme periode sidste år.
Østjyllands Politi har ifølge dem selv lavet en massiv indsats i forhold til at efterforske brandene, og det er den indsats, der gjorde, at de mandag aften og tirsdag morgen kunne anholde de to mænd.
De blev fremstillet kl. 11 i retten i Aarhus, og politiet havde inden anmodet om lukkede døre.
- Vi har brug for ro til at efterforske sagen, og også af hensyn til påvirkningsrisikoen til mulige andre gerningsmænd, der må være på fri fod, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Støtte fra luften
Som en del af efterforskningen af bilbrandene har Østjyllands Politi de seneste dage fået hjælp fra fly.
Det skriver de i deres døgnrapport, efter de har fået henvendelser fra borgere de seneste dage, der har hørt støj fra luftrummet over Aarhus – primært i aften- og nattetimerne.
Politiet vil ikke afvise, at der også i den kommende tid vil blive anvendt flystøtte som et led i indsatsen, og Østjyllands Politi beklager den gene det kan medføre for byens borgere.
Mulig sammenhæng mellem brande
Sådan fordeler bilbrandene sig
Juni 2019: 8
Juli 2019: 20
August 2019: 16
September 2019: 15
Tallene dækker alle bilbrande, og altså ikke kun dem, politiet vurderer er påsatte. En stor del af brandene har dog været påsatte brande i det vestlige Aarhus
Eksempler på ramte områder
Politiet efterforsker i øjeblikket, om der er en sammenhæng mellem brandene.
- Der begynder at tegne sig et billede af, at der bliver påsat brande i biler i udvalgte områder og på bestemte tidspunkter af døgnet. Så vi er selvfølgelig interesserede i, om der kan være en sammenhæng, så vi kan finde ud af, hvem gerningsmændene er, og hvilke motiver der ligger bag, sagde Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ikke større konflikt
Politiet sagde ligeledes den 8. oktober, at det ikke nødvendigvis er det samme motiv, der ligger bag alle brande.
- Vi har på nuværende tidspunkt ikke belæg for at sige, at det er en kamp om territorium eller en opblussende bandekrig, sagde Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi
Politiet mener altså, at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at drage konklusioner, men som eksempler på mulige motiver nævner politiinspektøren dog forsikringssvindel og hærværk.