Eksperter med hård kritik: Kulturen på Flying Superkids var usund og uacceptabel
Eksperter er enige om, at børnene har været udsat for en uacceptabel kultur.
Grænseoverskridende, gammeldags og usund.
Sådan beskriver flere eksperter nu den kultur, der har hersket i gymnastik-dynastiet, Flying Superkids.
En kultur, hvor skældud og udskamninger var en del af dagligdagen på Gymnastikgården i Aarhus, og når superbørnene var på turné i hele verden. Det har TV2 Østjylland kunnet afsløre.
- Det vidner om et træningsmiljø, hvor man tænker mere på showet, end man tænker på børnenes velbefindende, siger juraprofessor Jens Evald ovenpå de beretninger, de tidligere gymnaster er kommet med.
Et usundt miljø
I TV2 Østjyllands nye podcast beretter 29 tidligere gymnaster om et barskt træningsmiljø, hvor direktør i Flying Superkids, Lars Godbersen, ydmyger, skælder ud og råber af børnene.
De 29 tidligere gymnaster har været en del af Flying Superkids i forskellige perioder fra 2007 til 2021.
Anne-Sophie Freitag fortæller blandt andet om, hvordan hun fik en skideballe foran hele holdet, da hun fik en fibersprængning under en tur til Norge. Ida Parkegaard blev beordret til at lave armbøjninger på direktørens kontor, da hun ikke klarede den fysiske test. Og Victor Withen Weiercke oplevede Lars Godbersens vrede, da han og en medgymnast kiksede i det afsluttende nummer.
- På baggrund af det, der er blevet forelagt, vil jeg sige, det for mig er en grænseoverskridende adfærd, som i min optik er meget gammeldags, siger Jens Evald og tilføjer:
- Det er slet ikke den måde, man som træner opfordres eller uddannes til at være i de store organisationer, det er 100 procent sikkert.
Jens Evald er formand af Etisk Komité i Danmarks Idrætsforbund (DIF), og han har mange års erfaring i eliteidrætsmiljøer. Ifølge ham, er det, de tidligere gymnaster beskriver, en klar overtrædelse af de etiske normer, man arbejder efter i Danmarks Idrætsforbund.
- Jeg vil betegne det her som et usundt træningsmiljø. Det er ikke børnenes velfærd, der er i centrum her tilsyneladende. Det virker som om, at det, der er i centrum, det er et show, som skal være perfekt, og børnene, der skal deltage i det, de har bare indordne sig, siger Jens Evald.
Virker slet ikke
Flying Superkids er et kendt brand og en velsmurt maskine med masser af shows i ind- og udland. At være Flying Superkids er et børneliv i rampelysets skær. Et liv, som mange andre børn kun kan drømme om - med berømmelse og autograf-skrivning - stjernedrys og popularitet.
29 beretninger
TV2 Østjylland har talt med 29 gymnaster, der er kommet på gymnastikgården i perioden 2007-2021.
De fordeler sig jævnt hen over perioden og stoppede i følgende år:
2007-2009: 6
2010-2012: 5
2013-2015: 8
2016-2018: 5
2019-2021: 5
Af de 29 gymnaster står i alt otte frem med navn. Det drejer sig om:
Maja Ravn Frederiksen
Victor Withen Weiercke
Marius Withen Weiercke
Anne-Sophie Freitag
Ida Marie Parkegaard
Laura Häuser
Nanna Rønde Rasmussen
Emma Bach
Det følgende er citater fra flere af de 21 gymnaster, der har delt deres historier med TV2 Østjylland, men ønsker at være anonyme:
Pige, stoppede hos Flying Superkids i 2021:
”Jeg syntes, han var ubehagelig. Man blev virkelig bange for ham derude. Sådan, hver gang han kom forbi, så blev man helt bange. Sådan; nu kommer Lars, og så skulle man bare tage sig sammen. Der var meget frygt forbundet med ham i forhold til os børn.”
”Når der var show, så var han jo den, der stod og bød velkommen og var megaglad foran publikum. Og lige så snart, han gik ud bag scenen, så var han bare megasur. Det var helt vildt, hvordan det skete, bare sådan der. Så havde han et helt andet ansigt på.”
Pige, stoppede hos Flying Superkids i 2021:
”Jeg blev selv råbt ad enkelte gange. Men jeg har også oplevet, når det gik ud over andre, hvor det faktisk var næsten lige så slemt, fordi man stod bare og kunne ikke gøre noget. Man følte jo næsten selv, man fik skældud, når man stod der. Det trykker virkelig bare stemningen.”
Dreng, stoppede hos Flying Superkids i 2020:
”Det er simpelthen bare den måde, han opfører sig på i åbent forum til en træning, hvor han kan gå ind og lade som om, han ved alt og give rettelser og sige, hvis noget har været dårlige i stedet for at sige det individuelt. Han kunne finde på at råbe inde i træningslokalet, hvis han ikke syntes, det var i orden.”
”Det var 100 procent kæft, trit og retning. Hvis man ikke kunne lande sit spring, kunne man da godt risikere at få fem eller ti armbøjninger. Og det var da meget, når man var så lille.”
Pige, stoppede hos Flying Superkids i 2018:
”Meget af det, der er foregået, det er vigtigt at få frem, for det burde ikke foregå nogen steder i verden inden for elitesport eller andre steder. Måden, som ting blev sagt på, har ikke været okay.”
”Man fik ikke så tit skæld ud sådan en til en. Det skulle altid være den der med, at alle skulle høre det. Alle skulle høre, at du blev gjort til grin, fordi der var noget, du ikke gjorde godt nok. Og så sad man der, og alle kiggede på en og var sådan meget pinlig berørt.”
Dreng, stoppede hos Flying Superkids i 2017:
”Det var kæft, trit og retning, det var barskt. Og for et barn var det skræmmende. Mere voldsomt end jeg troede, men det har formet mig som voksen. Der har været mange ydmygelser. Jeg har grædt derude mange gange. Jeg følte mig domineret af ham. Jeg har døjet med angst siden min tid som Flying Superkid.”
Pige, stoppede hos Flying Superkids i 2008:
”Han var verbalt meget voldsom, han overfusede og manipulerede. Han var meget utilregnelig og ubehagelig. Det kom ofte ud af det blå.”
”Hvis jeg kom til at græde, så løb jeg hurtigt ud i omklædningsrummet og fik tørret øjnene, inden det var min tur igen, så det ikke blev opdaget, at jeg havde forladt træningen. Hvis man kom til at græde, skulle man tage sig sammen. Hvis man missede sin tur, var der skældud fra Lars.”
Dreng, stoppede hos Flying Superkids i 2008
”Jeg er selv blevet ydmyget over højttaleren i bussen efter et show, fordi Lars mente, at jeg i forvejen havde røven i vandskorpen, og jeg slet ikke burde have været på holdet, og nu var det sidste chance, hvis jeg ikke ville smides af. Jeg sad nede bagerst og var meget pinligt til mode over det, og det gjorde ekstra ondt, fordi det var foran alle.”
Pige, stoppede hos Flying Superkids i 2007:
”Nogle gange sad jeg i bilen på vej derud og håbede, at den ville fortsætte, og at vi ikke nåede frem. Igen så var det hele bare præget af ambivalens. Jeg ville jo gerne være med. Jeg ville jo rigtig gerne deltage og ikke misse noget og have det der fællesskab. Det var mega powerfuldt. Men turene ud til gymnastikgården og timerne inde i salen var også præget af frygt og angst. Tit og ofte.”
- Han flegner, går i selvforsvar og råber
Anne-Sophie Freitag oplever også det, som flere andre gymnaster nævner: At skader negligeres, fordi der er et show, der skal køre.
- På en telt-turné, da jeg er 11-12 år, laver jeg en flik-flak, hvor jeg overstrækker min arm. Men jeg føler ikke, at det bliver taget seriøst. I stedet for at man anerkender, at jeg har slået mig, oplever jeg en vrede omkring det. Der er ikke nogen, der siger, at jeg skal få det tjekket på skadestuen. Det er mere: Kan du bevæge den, for så er der ikke sket noget. Jeg sprang til det show på min arm, og ja, det gjorde ondt, siger Anne-Sophie Freitag.
Som 18-årig står hun i en lignende situation.
Vi er nu tilbage i halcafeteriet i Norge i 2013, hvor Anne-Sophie Freitag har fået nok, efter Lars Godbersen har hængt hende ud foran hele holdet på grund af fibersprængningen.
- Jeg tænker meget over det i timerne efter og vælger at konfrontere Lars. Efter aftensmaden trækker jeg ham til side og siger, at måden, du gjorde det på, var ikke i orden. Det skulle du bare have sagt til mig.
Hun kan omgående se, at Lars Godbersen er uenig.
- Han får trukket vejret på en måde, hvor jeg tænker, at nu bliver der ballade.
Så rammer raseriet.
- Han flegner med det samme, går i selvforsvar og råber ad mig. De eksakte ord flyder sammen, mine ører lukker til, og så hører jeg den larm af råben, der kommer. Der var ingen tegn på, at han selv kunne se, det var forkert. Budskabet var, at jeg kunne glemme det, hvis jeg troede, jeg skulle komme og fortælle ham, hvordan tingene skulle foregå.
Ifølge Anne-Sophie Freitag er det, der sker, så voldsomt, at det påvirker andre end hende selv.
- Der bliver sagt så grimme ting, at to af de små drenge, der er inde i rummet, begynder at græde. En af drengene kommer faktisk en del år efter og fortæller, at han stadig husker den oplevelse.
Men nu fortæller tidligere gymnaster for første gang om, at når spotlightet slukkede, og showet var slut, så var hverdagen bag facaden for nogle børn også fyldt med nervøsitet, ondt i maven og frygt.
For en kikset flik-flak eller en mislykket saltomortale blev hurtigt kvitteret med en bølge af vrede fra direktør, Lars Godbersen, der ifølge gymnasterne mange gange har skældt et eller flere børn ud foran hele holdet og de forældre, der måtte være til stede.
Det er ifølge professor i sportspsykologi på Syddansk Universitet, Kristoffer Henriksen, en fuldstændig uacceptabel kultur.
- Jeg bliver ked af det, når jeg læser de beretninger for sport skal handle om et socialt rum med andre unge, at man kan udvikle sig og forfølge sine ambitioner på en måde, som giver glæde. Det er ikke det, jeg læser i de eksempler, I har. Det er tydeligvis nogle børn, som er utrygge i dagligdagen, siger han.
Skadeligt for den mentale sundhed
Udover ubehaget i en frygtkultur, så virker det ikke at kvittere fejl med skæld ud og ydmygelser, hvis man vil have gode atleter, lyder det fra Kristoffer Henriksen.
- Når vi er i et utrygt miljø, så bruger vi en masse energi på at opretholde en facade - at virke mere hård, end man er. Den energi går fra, at man kan engagere sig fuldt ud i sporten. Man bruger simpelthen sin mentale energi forkert. På den lange bane går det både ud over deres præstation og udvikling. De bliver simpelthen ikke lige så dygtige, som de kunne være blevet, siger han.
Anne-Sophie Freitag blev efter sit exit i Flying Superkids danmarksmester i gymnastik to gange. Hun oplevede, at hun blev en bedre atlet, når hun også blev behandlet bedre.
Ifølge professoren i sportspsykologi, så har børnene slet heller ikke brug for ekstra pres.
Er man ikke nødt til at presse, hvis børnene skal levere på det her niveau?
- Rigtig mange sportsbørn på det her niveau er dybt motiveret. De lægger masser af pres på sig selv, og de vil så gerne, at de nærmest ikke kan få nok. Så nej, der er ofte ikke noget stort behov for at presse med ekstra udefra - tværtimod, så er der måske behov for at støtte, bakke op og vise forståelse, selvom tingene går galt, siger Kristoffer Hansen
Børnerådet er chokeret
Bente Boserup, der er forperson for Børnerådet, er dybt forarget over de oplevelser, børnene fortæller om.
- Ud fra det, jeg har hørt, er jeg da dybt bekymret over, at man kan rejse land og rige rundt med nogle børn, der i den grad bliver ydmyget, når de bliver trænet. Og at de lever i så usund en kultur. Det er psykisk vold rigtig meget af det, der foregår, og det burde slet ikke kunne foregå, siger hun.
De hårde oplevelser i Flying Superkids har for de tidligere gymnaster kastet skygger over deres senere ungdoms- og voksenliv. Flere kæmper med dårligt selvværd, en fortæller om i dag at leve med angst, og andre har svært ved at omgås mennesker, som de ikke kan afkode.
Selvom de unge ikke endegyldigt kan konkludere, at det skyldes tiden i Flying Superkids, så kan det sagtens være rigtigt, ifølge Bente Boserup.
- Det kommer til at påvirke hele personligheden. Hvis du har du været en, der simpelthen er blevet råbt og skreget ind i hovedet, og du er blevet ydmyget, så er det klart, du vil prøve at undgå det for enhver pris. Det betyder, at du hele tiden skal aflæse dem omkring dig, siger hun.
Det bakker professor i sportspsykologi Kristoffer Hansen hende op i:
- Det at være i et utrygt miljø, hvor man ikke helt ved, hvad der forventes af en, og hvor man oplever, at man lige pludselig og lidt tilfældigt kan få skæld ud, det er noget, der sætter spor i ens velvære, ens selvværd og i ens langsigtede motivation, siger han.
Sådan har vi gjort
TV2 Østjylland har siden foråret været i kontakt med mere end 40 tidligere gymnaster på Flying Superkids og en lang række andre kilder med relation til Flying Superkids.
Nogle tidligere gymnaster været glade for deres tid på holdet, men 29 af dem fortæller, hvordan deres tid på det berømte gymnastikhold var præget af frygt, skældud og udskamninger. Otte af dem har valgt at stå frem med navn.
Deres konkreter episode har vi fået bekræftet af mindst én anden kilde i hvert eksempel. Nogle historier og kilder har vi fravalgt, fordi vi ikke kunne dokumentere deres påstande og anklager.
Undervejs har vi været i dialog med Flying Superkids, og Lars Godbersen har fået mulighed for at svare på alle konkrete anklager og historier, hvor han bliver kritiseret. Han har kun ønsket at kommentere på den generelle kritik, men ikke på de enkelte kritikpunkter, der bliver fremsat.
Vi har også givet bestyrelsen mulighed for at svare på kritikken af Flying Kids, men de har afvist at medvirke i et interview.
- Så er man nødt til at sige stop
29 tidligere gymnaster har over for TV2 Østjylland udtrykt, at træningerne og hverdagen i Gymnastikgården i Hasle var præget af skæld ud og utryghed. Men der er også gymnaster, der slet ikke mener, miljøet har været for hårdt. Men at nogen har en god oplevelse er ikke godt nok, understreger Bente Boserup.
- Selvom der er børn, der har det godt, så kan man sige, at når der er børn, der har haft sådan nogle oplevelser, som dem, jeg lige har hørt, så er man nødt til at sige stop og sige, at sådan et miljø skal der ikke være. Hvis der bare er én eller to, der har det sådan, så er det nok, siger hun og afslutter:
- Jeg mener, at man bør gribe ind udefra. Jeg kan undre mig over, hvordan det kan have foregået så lang tid. Nu synes jeg, man bliver nødt til at kigge rigtig alvorligt på det, og også få inddraget børnene i, hvad det er, de har været udsat for.
Lars Godbersen er ikke enig i den kritik, de tidligere gymnaster kommer med. I denne artikel forklarer han, at han ikke mener, han har råbt eller skældt ud, men at han i stedet har været tydelig.
