Flying Superkids – på den anden side: Sådan har vi gjort
I en ny podcast fra TV2 Østjylland står en række tidligere gymnaster fra Flying Superkids frem og fortæller om skældud, udskamninger og en kultur præget af frygt. Her er historien bag historien, hvor vi deler vores etiske og journalistiske valg og overvejelser.
I efteråret 2023 blev vi på TV2 Østjylland gjort opmærksom på, at der muligvis eksisterede en alternativ fortælling om Flying Superkids, som aldrig før var blevet fortalt.
Tidligere børn og unge fra det berejste og berømte gymnastikshow var nu som voksne tilsyneladende ikke kun stolte ambassadører for Flying Superkids.
De tidligere elever på Gymnastikgården i Aarhus, hvor Flying Superkids hører hjemme, gik angiveligt også rundt med nogle ubehagelige minder, der har kastet skygger ind i voksenlivet.
Hvis de første indikationer af, at der fandtes en anden og supplerende sandhed om Flying Superkids, som kunne blive til en journalistisk historie, krævede det naturligvis dokumentation.
Derudover skulle der være et samfundsperspektiv, så historien var relevant og vedkommende for andre end de involverede.
Det allerførste spørgsmål var derfor at finde svar på, om der blot var tale om nogle enkeltstående episoder. Var disse oplevelser alene knyttet til nogle få personer? Og hvis ikke, fandtes der i så fald vidner eller anden troværdig dokumentation, der kunne bekræfte dette?
29 tidligere gymnaster
I takt med at vi etablerede kontakt til en lang række personer, tegnede der sig et billede af nogle problemer med kulturen omkring Flying Superkids. Og det begrænsede sig ikke blot til nogle få tidligere gymnaster.
Vi er endt på en liste af i alt 29 tidligere gymnaster. Podcasten bygger på deres udsagn suppleret af nogle af deres forældre. Fem gymnasters og tre forældres vidnesbyrd indgår direkte i podcasten, mens yderligere tre gymnaster optræder i forskellige artikler med navn.
De resterende 21 tidligere gymnaster bekræfter alle den rejste kritik, men de ønsker ikke at deltage med navn. At så mange ikke har lyst til at stå frem er en selvstændig pointe, vi vender tilbage til.
Vi har talt med endnu flere kilder, men har udeladt episoder og beretninger, som vi ikke har kunnet få bekræftet fra andre eller dokumenteret på anden vis.
Vi har også snakket med gymnaster, der slet ikke ønsker at deltage, ligesom vi har snakket med kilder, der kun har positivt at berette. Hvorfor dem, der udelukkende har talt med begejstring om Flying Superkids, ikke har fået en plads i fortællingen, vender vi også tilbage til.
De 29 tidligere gymnaster er spredt ud over en længere tidsperiode fra 2007 til 2021. Mange af gymnasterne kender derfor heller ikke hinanden.
Beretningerne kommer fra flere sider af gymnastiksalen - både fra det, man kan kalde Tordenskjolds soldater, altså nogle af de gymnaster, der havde en høj status på Gymnastikgården og stod forrest på plakaterne fra Flying Superkids - og fra gymnaster der kæmpede med at komme igennem nåleøjet og vinde en plads på det eftertragtede opvisningshold.
En nuanceret fortælling
Der er flere centrale forhold, der går igen, når vi har snakket med de mange kilder. Ingen taler kun negativt om tiden på Gymnastikgården.
Alle tidligere gymnaster har været glade for mange af oplevelserne og kammeratskabet omkring Flying Superkids. De 29 tidligere gymnaster, som samlet står bag kritikken, bærer på trods af negative spor, alle også på positive oplevelser og gode minder.
Selv om der altså er tale om ubehagelige situationer og et utrygt træningsmiljø, som gymnasterne helst vil have været foruden, så er de enkelte vidnesbyrd nuancerede.
De positive aspekter har vi gjort os umage med at give en rimelig plads i fortællingen, fordi det også er en del af sandheden. Derfor er de gymnaster, der kun har positivt at berette, og som ligger ud over de 29 gymnaster, også allerede repræsenteret i podcasten.
Forældrenes og de tidligere gymnasters kritik af direktør Lars Godbersen er også nuanceret. Beundring og anerkendelse af en karismatisk og passioneret ildsjæl er også en del af fortællingen.
Ansvar for børn og unge
Kritikken af Flying Superkids har vist sig netop at centrere sig omkring direktør Lars Godbersen.
Der skal udvises særlige hensyn, når én person på den måde står for skud.
Lars Godbersen er direktør og den mest dominerende karakter på Gymnastikgården. Han har både formelt og i praksis været dén voksne og professionelle person, der har haft den største indflydelse på, om det enkelte barn eller unge menneske har fået indfriet sin drøm eller ej.
Hvordan Lars Godbersen har forvaltet sin magt og sit ansvar er helt legitimt at sætte spørgsmålstegn ved.
Som leder og direktør af en forening og virksomhed, hvis fundament bygger på udvikling af færdigheder hos børn og unge mennesker, er der selvfølgelig særlige krav til ledelsen, kulturen og en ansvarlig pædagogisk praksis.
Lars Godbersen er samtidig en anerkendt offentlig person, der ligesom andre kulturpersonligheder, politikere og erhvervsledere bærer såkaldte gyldne kæder.
Alle kritikpunkter i podcasten er blevet forelagt Lars Godbersen. Der har været konkrete episoder, som er blevet tilbagevist, og dokumenteret enten ikke har fundet sted, eller er blevet forkert husket. Disse er udeladt og ikke en del af fortællingen.
Bryder tavsheden
Det har generelt været en udfordring at få personer tilknyttet miljøet omkring Flying Superkids til at stå frem. Både blandt gymnasterne, men også hos forældrene, har der åbenlyst været en stor berøringsangst og bekymring ved at fortælle sin egen historie.
Disse omstændigheder bekræfter en af historiens centrale kritikpunkter: At miljøet omkring Flying Superkids er præget af frygt og en tavshedskultur.
Derfor har vi også være nødsaget til at bruge anonyme kilder for at styrke dokumentationen og underbygge de kilder, der har valgt at stå frem med navn.
Redaktionen kender identiteten på alle kilder.
Redaktionel note
En medarbejder på TV2 Østjylland har selv tidligere været en aktiv del af Flying Superkids og vedkommende deltog i den indledende research. Den pågældende medarbejder blev tidligt i processen taget af projektet for at sikre, at der ikke skete en sammenblanding mellem en professionel og personlig rolle.
En anden medarbejder på TV2 Østjylland har en personlig relation til familien Godbersen. Den pågældende medarbejder har ikke deltaget eller på nogen måde være involveret i tilblivelsen af hverken podcast eller artikler.