Forstæderne mangler institutioner: Må køre meget langt til dagplejen
Mette Reeberg Delfs flyttede til forstaden for at stifte familie, men nu må hun alligevel køre tilbage til Aarhus for at få sit barn passet.
De aarhusianske forstæder tiltrækker massevis af børnefamilier. Men fordelingen af daginstitutionspladser til børnene, møder kritik fra flere forældre. Transporttiden er simpelthen for lang.
- For mig tager det cirka 24 minutter ekstra hver dag. Det er altså meget på en hel uge. Så det er rigtig frustrerende, at vi ikke kan få en plads i lokalområdet, siger Mette Reeberg Delfs.
Hun og hendes familie bor i Malling, og der er der godt gang i nybyggeriet. Men pasningsmulighederne i området følger ikke helt det tempo, som resten af byudviklingen fører.
- Jeg synes, at i og med at kommunen har valgt at udstykke så mange grunde i Malling, så bør man sørge for, at der er et match med udbuddet af institutionspladser, siger den nybagte mor til TV2 ØSTJYLLAND.
Men det er ifølge kommunens rådmand for børn og unge ikke helt så lige til, som det her bliver stillet op.
- Vi skal både have prognoser, der matcher, hvor der bliver bygget, men det handler også om at forudsige, hvad der nogle gange foregår i soveværelserne, og det er ikke altid så let, siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF).
Der er pasningsgaranti i Aarhus Kommune. Det betyder, at alle forældre har ret til at få passet deres børn i kommunens daginstitutioner – lige fra vuggestue til SFO.
Lang vej hver dag
Men i et område kan der være langt fra bopæl til dagpleje. Hvis man bor i Højbjerg, kan man nemlig ende med at skulle køre sine børn til Solbjerg eller omvendt hver morgen.
Det er en tur på mere end 32 kilometers transport om dagen.
- Vi er flyttet fra Aarhus, da vi skulle stifte familie, og nu ligger jeg gud hjælpe mig og kører tilbage til Aarhus for at få passet mit barn, siger Mette Reeberg Delfs.
Frustrationen har fået hende til at starte en underskriftindsamling i et forsøg på at skaffe flere daginstitutionspladser i området. 166 personer har skrevet under.
- Det er en enormt stor opgave politisk at følge med i forhold til de her mange nye børnefamilier. Vi har afsat 400 millioner i de kommende år til nye institutioner, og langt de fleste kan også få passet børn rigtig tæt på, siger Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom der er pasningsgaranti i Aarhus Kommune har man altså ikke fuld kontrol over, hvor ens børn bliver passet geografisk.
Man kan dog godt ønske en bestemt institution, når man skal have passet sine børn, men man skal skrive sig på en venteliste. I den nybagte mors område står der 61 familier på ønskeventeliste.
- Vi får ikke en plads i morgen, det er ikke derfor, jeg råber op. Men hen over tid håber jeg, at politikerne får øjnene op for, at der er for få pladser her i Beder og Malling, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.