- Giv 100 kroner til klokkerne
Vil samle ind til restaurering af rådhusklokker
For 74 år siden blev rådhusklokkerne i Aarhus til virkelighed med hjælp fra byens borgere.
Nu håber kommunens fungerende socialrådmand, Jan Ravn Christensen (SF) at det endnu engang er borgerne, som skal komme klokkerne til undsætning.
Sagen er nemlig den, at de 43 klokker efterhånden trænger til at blive restaureret og det koster penge. Helt præcis omkring seks til otte millioner kroner, men det kan byrådet ikke betale.
Derfor håber rådmand Jan Ravn Christensen, at crowdfunding, hvor borgerne giver et bidrag, kan være løsningen:
- Jeg er sikker på, at aarhusianernes kærlighed til Rådhuset er ligeså stor i dag, som den var dengang. Derfor tror jeg også, at mange borgere vil benytte en indsamling som en kærkommen lejlighed til at vise deres kærlighed overfor et af byens mest centrale vartegn.
I 1940 var det netop byens borgere, som fik samlet ind til at få støbt klokkerne. Her donerede 6.000 borgere til sammen 10 tons metal.
Udover en indsamling håber byrådet også på støtte fra private fonde, men indtil videre har ingen meldt sig på banen.
Hvis det ikke lykkes at få rejst pengene, kan restaurationen ifølge rådmand Jan Ravn Christensen formentlig have lange udsigter, fordi der også skal bruges penge på at brandsikre rådhuset:
- Jeg synes det er svært at forsvare, hvis vi skulle hive hele beløbet ud af kommunekassen, siger han.