Grøn linje skal samle folk i ny bydel
Bydelen Aarhus Ø har fået et stort grønt område, der skal samle områdets beboere og sikre et rekreativt sted på havnen.
Glas, mursten, beton og så selvfølgelig havet. Det er nok de ting, som mange aarhusianere hovedsageligt forbinder med bydelen Aarhus Ø på den gamle container-havn.
Men nu er de to første dele af Ø-Linjen, en slags grøn kile gennem bydelen og de store markante bygninger, blevet klar.
Dermed er der nu græs, frugttræer, buske og bænke, hvor der for år tilbage var containere i massevis på vej ud i den store verden. Og det er vigtigt at sikre grønne områder, når der bygges nyt i byen, mener borgmesteren.
- Det er helt vildt vigtigt, ar når vi bygger, og som her på Aarhus Ø bygger tæt, sikrer, at der er grønne åndehuller. Selvom man har havet helt tæt på, så er det altså nemmere at mødes og skabe et fællesskab her i det grønne, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der mandag var med til indvielsen af de første dele af Ø-Linjen.
'Et stort aktiv for Aarhus Ø'
Jan Schrøder Christiansen har boet på Aarhus Ø siden 2012. Han hører altså til blandt nogle af de første, der flyttede ud på de store havnearealer.
Derudover er han også formand Fællesrådet for de Bynære Havnearealer ved Aarhus Ø, og han ser frem til at tage familien med ned i det grønne område.
- Det er et stort aktiv for bydelen, at vi nu får det her samlingspunkt. Ø-Linjen her inviterer til, at folk fra de forskellige byggerier kan mødes og samles her og have et fællesskab på tværs af ejendomme, siger Jan Schrøder Christiansen.
Han glæder sig over, at beboerne i den nye Aarhus-bydel har været involveret i projektet.
- Det er meget positivt, at der har været så stor en borgerinddragelse i hele processen, og at man har taget inspiration fra ø-haverne. Og jeg synes, at det er blevet et meget vellykket projekt, siger Jan Schrøder Christiansen.