Officielt: Stort havneprojekt lagt i graven
Efter et yderst kaotisk forløb trækker Aarhus byråd nu en streg i sandet og lægger havneudvidelse på hylden.
En udvidelse af Aarhus Havn er nu helt officielt droppet af byens byråd.
Onsdag aften har et flertal på et byrådsmøde vedtaget en ny strategi for Aarhus Kommunes ejerskab af Aarhus Havn. I den er det med rødt streget ud, at havnen skal have mulighed for at udvide.
Så sent som i foråret var den nu udstregede del af et udkast til en ny ejerstrategi.
Med beslutningen er det nu officielt ikke et mål, at havnen skal udvide. Det følger efter et langt forløb, hvor en udvidelse blev vedtaget i sommeren 2023 for så at blive underkendt af Planklagenævnet året efter.
Siden er borgmesterkæden skiftet fra Jacob Bundsgaard til Anders Winnerskjold (S), som også har signaleret, at en udvidelse ikke stod på hans dagsorden for de næste mange år.
Diskussionen i byrådet onsdag aften handlede blandt andet om udnyttelsen af den såkaldte Omniterminal, hvor Mærsks store konkurrent MSC rykker ind om nogle år.
Danmarksdemokraternes Jacob Søgaard Clausen foreslog en ændring, så Aarhus Havn skal bidrage aktivt til bekæmpelse af kriminalitet. Det skulle blandt andet ske ved baggrundstjek af medarbejdere og samarbejdspartnere. Forlaget kommer blandt andet, efter det blev afsløret, at flere medarbejdere på havnen havde rockerforbindelser.
Ændringsforslaget blev dog ikke vedtaget. Borgmester Anders Winnerskjold anerkendte intentionen med det, men sagde i sin afsluttende bemærkning, at der var for mange løse ender på nuværende tidspunkt.