Heidis særlige talent: Kun én ud af 10.000 kan det samme

- Først og fremmest er jeg menneske, så er jeg kvinde, og så er jeg blind, siger Heidi Madsen, der til daglig bor i Aarhus Centrum med kæresten Peter og sin uundværlige firbenede livsvidne, førerhunden Bertha.

48-årige Heidi Madsen og hendes tvillingesøster blev født tre måneder for tidligt. Forkert iltforsyning resulterede i skader på Heidi Madsens synsnerve, og en time efter fødslen kunne lægerne konstatere, at den lille pige havde mistet synet.

- Som jeg plejer at sige, min søster tog det hele, siger Heidi Madsen efterfulgt af en kærlig latter.

Stemmen er hverken fyldt med jalousi eller bitterhed. For selvom Heidi Madsen har været blind hele livet, har evnen til at se muligheder altid været der. 

I dag arbejder hun som pianostemmer på et pianoværksted i Aarhus. Et hårdt og krævende drømmejob, som kun få i landet mestrer. Men vejen dertil har budt på afsavn og en nødvendig tilpasning til at lære at begå sig i en verden, hun aldrig kommer til at se.

Gæst i sit eget barndomshjem

Som seksårig blev Heidi Madsen sendt på Blindeinstituttet på Refsnæs ved Kalundborg. En slags kostskole for blinde og svagtseende børn. 

Cirka hver anden weekend måtte hun komme hjem og besøge sin familie.

- Jeg boede pludselig ikke længere sammen med mine forældre og mine fire søskende. Når jeg var hjemme på besøg, kunne jeg sommetider føle mig som en gæst, siger Heidi Madsen.

Hun boede på skolen fra hun var 6, til hun var 13 år. Selvom savnet til forældrene var stort, blev hun med tiden glad for at være der. For på skolebænken lærte hun noget helt uundværligt, som har haft stor betydning for, hvor hun er i dag.

En udstoppet løve og et utopisk drømmejob

Størstedelen af undervisningen på Blindeskolen gik ud på, at eleverne skulle lære at klare sig selv. Noget Heidi Madsen sætter stor pris på i dag.

- Børn, der er seende, lærer, hvordan bukserne skal vende, fordi de ser, hvordan forældrene gør. Men når du er blind, må du lære det på en anden måde. Det var da svært at skulle lære at spise med kniv og gaffel, men vi var jo alle i samme båd på skolen, så sådan var det, siger Heidi Madsen.

At lære at binde snørebånd foregik på den hårde måde, husker hun.

- Vi måtte ikke rejse os, før vi kunne snøre vores egne sko. Så sad jeg der på stolen i omkring tre timer og øvede og øvede mig og vupti, så kunne jeg pludselig binde dem selv, siger Heidi Madsen.

For hende blev undervisningen i at styre kasserollerne, gå i bad uden hjælp og at vende trøjen rigtigt en vej til selvstændighed. 

- Sådan en banal dagligdagsting som at hælde et glas mælk op. Hvis man ikke lærer det fra en tidlig alder, så bliver du alt for afhængig af andre, siger Heidi Madsen.

Yndlingsfaget over dem alle var det, hvor de skulle føle på ting for at få en fornemmelse for volumen.

- Jeg elskede, når vi skulle føle på for eksempel en udstoppet fugl med udfoldede vinger, en hare i spring eller et lille egern med et agern mellem poterne. Jeg var især vild med den kæmpe, udstoppede løve, den føltes så majestætisk. Min store drøm som barn var at blive dyrepasser, men jeg vidste godt, at det blev jeg aldrig, siger Heidi Madsen.

Svagheden for de bløde, pelsede dyr har været der, så længe hun kan huske. 

- Når jeg havde hjemve, gik jeg over på skolen og brugte de udstoppede dyr som bamser. Så stod jeg der og aede en blød natugle eller en lille hare, husker Heidi Madsen. 

Heidi er én ud af 10.000 

Heidi Madsen gik i stedet den musikalske vej, og efter fire år på pianostemmeruddannelsen i København var hun klar til sit første job som pianostemmer. Et job hun mestrer bedre end de fleste, på grund af hendes fine fornemmelse for toner.

Heidi Madsen er født med absolut gehør og kan blot ved at lytte høre præcis hvilken akkord eller tone, der bliver spillet på et klaver. 

En evne som kun én ud af 10.000 har, og som hun bruger flere gange om ugen hos pianoværkstedet Mattsson & McGehee i centrum af Aarhus, hvor hun har stemt klaverer siden 2005. 

- Jeg elsker mit arbejde. Det lyder mærkeligt, men når jeg bruger mine hænder og mine ører og virkelig koncentrerer mig, så slapper jeg faktisk af, siger Heidi Madsen.  

Hun arbejder to dage om ugen i pianoværkstedet, og med sig i bussen til og fra arbejde har hun altid sin trofaste førerhund, Bertha, som ifølge Heidi Madsen har en helt særlig evne. 

Læsehund og flagermusetrin

Den 48-årige pianostemmer og Bertha har efterhånden fulgtes ad i ni år. 

- Hun er en pissegod førerhund. Jeg tror, hun kan læse. Når jeg skal hjem med bus nummer 13, så står hun hopper, som om hun siger: "Den er her, nu skal vi med". Hun er intelligent, og hun betyder alt for mig, siger Heidi Madsen. 

Bedstevennen Bertha giver Heidi Madsen den frihed og selvstændighed, der betyder alt for hende. Når hun skal klare hverdagens ærinder, er det ikke kun Berthas næse for at finde rundt, hun benytter sig af. 

For hun har lært at bevæge sig som en flagermus i mørke.  

- Når en flagermus skriger, så bliver der kastet lyd tilbage. Det er i princippet det samme, jeg gør. Jeg stamper i jorden eller klikker med tungen, så kastes lyden tilbage, og så kan jeg vurdere, hvor en husmur er, om den ændrer sig, og hvor døren til opgangen er, siger Heidi Madsen. 

Det er dog sket, at hun har taget den forkerte opgang, men også det tager hun med et smil. 

- Jeg nåede at opdage, at gelænderet indenfor sad i den forkerte side, inden jeg stod i den forkerte entré. Sådan er det. Man er nødt til at have humoren med, ellers går det ikke, siger Heidi Madsen. 

Heidi Madsen har mødt andre blinde, som ikke har accepteret deres livsvilkår på samme måde, som hun har. 

- Jeg har set, hvad det gør ved mennesker. Det er som om nogle blinde går ned i en sump. Det er skideærgerligt, og jeg får så ondt af dem. Det kommer jeg aldrig til, som i aldrig, siger Heidi Madsen.

Han ser, og hun hører

Særligt det at være ung og blind i dag er noget, Heidi Madsen tror, er blevet sværere end det var, da hun voksede op. 

- De unge i dag har måske ikke lært ordentligt at finde rundt, og så bliver man ensom, fordi man ikke tør gå udenfor. Det er synd, siger Heidi Madsen. 

Selv er hun taknemmelig for det liv, hun har skabt for sig selv sammen med kæresten Peter.

- Peter er fotograf og billedkunstner, han bruger udelukkende synssansen, og jeg bruger kun høresansen, så går det nogenlunde lige op, griner Heidi Madsen. 

Til spørgsmålet om, om der er noget, hun ville ønske, at hun kunne se, kommer svaret prompte. 

- Min kæreste og min hund, selvom jeg ved, at det kommer jeg aldrig til. Men det kan ikke nytte noget at sætte sig ned og tude over det, for det kommer jeg ikke til at se af, siger Heidi Madsen

Se et indslag med Heidi Madsen, hvor hun fortæller om at være pianostemmer og blind: