Julen stoppede brat, da hun så nyhederne: Kort efter stod Dorthe midt i tragedien

Da nyheden om at et jordskælv og en tsunami havde ramt Sydøstasien 2. juledag 2004, fik Dorthe Bindslev med det samme en fornemmelse af, at julen var slut, for hendes vedkommende.

- Fjernsynsudsendelserne blev afbrudt og mediefladen blev ryddet, og så fik vi meddelelsen om den her katastrofe. I de første timer anede man ikke omfanget, andet end at det var kæmpe, kæmpestort, fortæller hun.

I de her dage er det 20 år siden, tsunamien skabte død og ødelæggelse i et omfang, der er umuligt at begribe. Flere end 225.000 mennesker omkom, og endnu flere fik smadret deres liv og dagligdag som følge af de enorme ødelæggelser langs kysterne i de 14 lande, der blev ramt.

Skibe og biler i træerne

Som retsodontolog ved Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet er Dorthe Bindslev specialiseret i at identificere omkomne ud fra tænder og tandsæt.

En ekspertise hun også bruger som medlem af det danske identifikationsberedskab, der kan aktiveres og sendes ud, hvis omkomne danskere i udlandet skal identificeres.

Da tsunamien ramte, var hun ikke i tvivl om, at hun ville få et opkald.

- Med det samme tænkte jeg: Hold da op, der kommer til at ske noget her. Og der gik ikke lang tid, før vi blev ringet op i beredskabet og fik at vide, at vi var aktiveret, fortæller hun.

Holdet af politifolk, retsmedicinere og tandlæger fløj ti Bangkok, og herfra gik turen mod Phuket, hvor de fleste danske turister havde opholdt sig. 

- Turen i bus langs med kysten viste jo nogle enorme ødelæggelser. De steder, hvor bølgerne havde slået ind på den voldsomste måde, var der kæmpe ødelæggelser. Der var slynget biler, både og store skibe langt, langt ind i landet og op mellem træerne. Når man så det, var man klar over, at det var kæmpe ødelæggelser og kæmpe kræfter, der havde været på spil, siger hun.

Startede fra en ende af

Der var ingen eller meget få erfaringer med håndtering af katastrofer i det omfang. I første omgang handlede det om at finde ud af, hvor mange danskere, der var savnet.

- Man anede ikke omfanget. Fra starten kunne det være flere tusinde, så kunne det være flere hundrede, og først i løbet af nogle uger, fandt man ud af, at der var små 50 danske savnede i Thailand. 

Ret hurtigt stod det klart, at det krævede internationalt samarbejde og en enorm holdindsats, hvis det skulle lykkes at finde og identificere de savnede.

- Det er nok vigtigt at forstå. Danmark kunne ikke bare tage til Thailand og lede efter danskere. Man startede fra en ende af. Man arbejdede der, hvor man blev sendt hen. Det handlede om at få lavet signalementer på alle de omkomne. Men vi havde jo alle de danske signalementer på nethinden, så lige så snart vi hørte noget, der måske kunne ligne, var vi der omgående.

De omkomne blev først undersøgt af politiet, der registrerede alt, hvad angik tøj og ejendele og tog fingeraftryk. Så lavede retsmedicinerne deres undersøgelser af kroppen og tog vævsprøver og fandt ud af, om der var ar eller kendetegn. Derefter undersøgte tandlægerne ofrenes tænderne og tog røntgenbilleder. Til sidst blev alt lagt ind elektronisk, så man på den måde kunne tjekke, om det var et muligt match i databasen med savnede.

- I starten arbejdede vi til tider meget langt fra det, man kan forestille sig med en tandlægestol, skarpt lys og vandspray. Det var meget primitivt, når vi stod ved sammentømrede borde i næsten 40 graders varme og høj luftfugtighed. Vi blev kørt ud i busser til de her områder tidligt om morgenen og kom hjem ganske sent om aftenen, fortæller Dorthe Bindslev.

Pårørende gik rundt i vildrede

Det voldsomme antal omkomne i alle aldre og ligenes tilstand gjorde ikke arbejdet mindre barskt, og selv for erfarne politifolk, læger og tandlæger var det en ekstrem situation at stå i.

- De fleste af os, der er professionelle indenfor det vi laver ved, hvad vi går ind til, og vi har en faglig ro i situationen, fordi vi ved, vi mestrer opgaven. Men det er klart, omstændighederne kan være så ekstreme og så grænseoverskridende, som de var i den her sammenhæng, at der er ting, der aldrig forsvinder fra nethinden, fortæller hun. 

Og når arbejdsdagen var omme, sank indtrykkene ind.

- Noget af det, jeg husker, var at se de pårørende, der gik rundt og ledte og var i vildrede med, hvad de skulle gøre. Skulle de blive der, skulle de tage til deres hjemlande. De kunne ikke gøre noget. De gik søgende rundt.

Særligt det faktum, at der også var mange børn blandt de savnede og omkomne bed sig fast.

- Var de døde, var de blevet suget ud af vandet, var der nogen, der har havde taget dem? Den tanke fyldte mig rigtig meget, siger Dorthe Bindslev.

Var med til at skabe vished

Men lige præcis der, midt i de fortvivlende tanker, uvisheden og det enorme tab for de efterladte, gav det mening for hende at være der.

- På det personlige plan kan jeg jo ikke andet end forestille mig, at det er vigtigt at få den sikkerhed, hvis man savner en pårørende, at den pårørende er omkommet - hvor tragisk det end må være - så man kan komme videre med at bearbejde sit savn og sin sorg.

Hver aften blev det danske hold samlet for at bearbejde oplevelserne, og så var der tvungne fridage, hvor de blev sendt ud af katastrofeområderne for at få en pause. Sammen med følelsen af at gøre en forskel og give de efterladte vished, var det medvirkende til, at Dorthe Bindslev kunne være i det.

- Sammenholdet og den faglige tilfredsstillelse - at man har været med til at gøre en forskel - den hviler jeg i. Det var en stor tilfredsstillelse, hver gang vi fik besked om, at en identifikation var gået igennem på en af vores landsmænd. Så jeg bærer det ikke med mig som en tung byrde. Det er et stort og dybt indtryk, det har gjort, men jeg ligger ikke søvnløs over det om natten, siger hun.

Er der et lys i mørket?

I alt mistede 46 danskere livet under tsunamien i 2004, og da det danske identifikationsberedskab havde afsluttet deres arbejde var 45 identificeret.

- Da vi startede processen og så ødelæggelserne, var det jo en næsten utopisk tanke at forestille sig, at det skulle lykkes at finde alle vores landsmænd i det kaos, der mødte os. Det var utroligt, at det lykkedes at finde og identificere alle savnede bortset fra én, siger hun.

Den tragedie, der udspillede sig efter tsunamien, var så massiv og meningsløs, at det er svært at begribe – ikke mindst for de efterladte.

Men når Dorthe Bindslev bliver spurgt, om der alligevel var et lys et sted i mørket, fremhæver hun det internationale samarbejde, der opstod i bestræbelserne på at finde og identificere de døde.

- Der er kommet et meget stort og styrket samarbejde ud af de erfaringer, man fik med tsunamien. Interpol har udarbejdet guidelines og detaljerede etiske og faglige retningslinjer for, hvordan man griber sådan en proces an. Så vi er helt anderledes stillet i dag, hvis der skulle ske noget tilsvarende. Det er virkelig en gunstig udvikling på baggrund af en helt enormt stor og tragisk hændelse.