Hjemløse inviteret til håndboldkamp: - Det er sgu hyggeligt
Socialt udsatte bakkede Århus Håndbold op, efter de blev inviteret gratis med af klubben
- Det er ikke fordi, jeg skal sige, at jeg er den store håndboldekspert, men jeg synes, det er meget sjovt at se, så det er sgu hyggeligt.
Sådan lød det var en begejstret Freddie Nielsen, der lørdag var inviteret til håndboldkamp af klubben Århus Håndbold.
Han er socialt udsat og tidligere hjemløs, og sammen med mange andre med lignende baggrund havde han taget imod billetten til kampen mod Lemvig-Thyborøn.
- Vi vil gerne vise, at Århus Håndbold er for alle. Vi har rigtig mange familier herinde i forvejen, og vi vil rigtig gerne vise, at det er for alle mennesker fra alle sociale lag. Så giver vi dem en god oplevelse, siger Bente Svejstrup, der er administrationschef hos Århus Håndbold.
Værestedet og Reden er to af de tilbud, socialt udsatte i Aarhus kan blive en del af, hvis de savner socialt samvær eller aktiviteter at tage til, og derfor landede tilbuddet om at tage til håndboldkamp det helt rigtige sted.
- Jeg synes, det er et godt tilbud at få, fordi det er noget andet end man normalt laver i weekenden. Så det er godt lige at komme ud og opleve noget andet, siger Freddie Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det har givet god respons
Det er første gang, at håndboldklubben sender invitationen til de hjemløse og socialt udsatte, men allerede nu har de besluttet sig for, at invitere flere tilbud som Værestedet og Reden til håndbold i fremtiden.
- Der er jo rigtig mange steder, og det behøver ikke være hjemløse. Det kan være krisecenter for kvinder og børn og alt muligt. Det vil vi gøre rigtig meget ud af, vi har fået god respons på det her, siger Bente Svejstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Og med sådan en besked behøver Freddie Nielsen ikke at bruge lang tid sit svar.
- Så vil jeg nok sige ”ja tak” til invitationen, for jeg synes det er fedt nok lige at lave noget andet, siger han.
Om det var på grund af den ekstra opbakning fra de socialt udsatte vides ikke, men Århus Håndbold vandt kampen over Lemvig-Thyborøn med 30-18.