Inger Støjberg-møde blev lidt af et tilløbsstykke
Danmarksdemokraterne vil stille op til de kommende kommunalvalg, regionsrådsvalg og valg til Europa-Parlamentet.
Der var godt fyldt op på stolene på Sabro Kro mandag aften, da Danmarksdemokraternes formand og stifter, Inger Støjberg, lagde vejen forbi kroen ved Viborgvej.
Her fortalte hun om sit parti og ambitionerne for det som en del af en rundtur, hun skød i gang den 27. februar i Skive. Støjberg skal rundt til i alt syv byer over hele landet for at udbrede sine budskaber.
Læs også:
Jann Lund fra Tilst deltog i aftenens møde. Han har ikke umiddelbart planer om at melde sig ind i partiet, men han kunne godt finde på at stemme på det næste gang, muligheden byder sig.
- Vi skal have vendt bøtten rent politisk her i landet efter nogle år, hvor regeringen har lavet nogle fatale fejl. Nu har vi brug for at få nogle nye impulser ind, og den opgave er jeg sikker på, at Inger kan løse, sagde Jann Lund til TV2 Østjylland.
De stiller op til det hele
Inger Støjberg fortalte blandt andet, at hendes ambition er, at Danmarksdemokraterne skal stille op til de kommende kommunalvalg, regionsrådsvalg og sågar valg til Europa-Parlamentet.
- Vi vil gerne være et parti, der er bredt forankret i hele Danmark, sagde Inger Støjberg, som dog ikke forventer at få valgt medlemmer ind i samtlige kommuner i første omgang.
Hun er godt klar over, at det kræver tid og hårdt arbejde at nå dertil. Man stabler ikke bare et nyt parti på benene hen over natten.
Mange af dine medlemmer kommer jo som bekendt fra Dansk Folkeparti. Hvad vil du egentlig gøre for at sikre, at I bliver jeres "eget" parti?
- Jamen, vi er vores eget parti. Hvis man ser på kandidatfeltet til folketingsvalget, var det ligeligt fordelt mellem tidligere Venstre-folk, tidligere DF'ere og nogle konservative. Men der var også mange, som slet ikke havde været politisk engagerede før. De kom direkte fra erhvervslivet, og det er lige præcis sådan et parti, vi gerne vil være. Et parti med folk, der har erfaring fra erhvervslivet, sagde Inger Støjberg.
Folketingspolitikerens rundtur slutter i Hvidovre den 26. april.