Lastbiler skal køre 400-600 ture gennem bymidte: Får store trafikale konsekvenser
Arbejdet vil foregå ad to omgange, og det kommer til at tage to-tre uger hver gang.
Omkring 6000 kubikmeter sand og grus. 400-600 ture med lastbiler. 20 millioner kroner.
Det er et stort og dyrt arbejde, Aarhus Kommune kaster sig ud i, når parkeringskælderen under byens rutebilstation til efteråret skal fyldes op med sand og grus.
Aarhus Rutebilstation blev i oktober sidste år delvist afspærret på grund af akut fare for sammenstyrtning i parkeringskælderen under terminalen. Reduktionen af rutebilstationens areal har siden været til stor gene for afvikling af busdriften.
Nedbryder p-kælder
I sidste uge sagde byrådspolitikerne endegyldigt ja til at opfylde garageanlægget med sand og grus, så det trafikale knudepunkt kan fungere midlertidigt, mens områdets fremtid afklares.
- Det handler om at få åbnet selve p-kælderen op. Man nedbryder noget af konstruktionen, så man kan komme til at køre sand ned og få det komprimeret, siger ejendomschef i Teknik og Miljø, Katharina Nyborg, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det vil ifølge ejendomschefen kræve i omegnen af 6000 kubikmeter sand og grus og 400-600 ture gennem byen med den lastbilstørrelse, der kan bruges.
- Projektet er delt op i to etaper, så det kun er den ene halvdel af terminalen, der vil blive spærret af ad gangen. På den måde kan busserne komme ind og parkere, så folk kan benytter terminalen.
Afspærret og omdirigeret
Katharina Nyborg forventer, at arbejdet vil tage to til tre uger hver gang, og det kan ikke undgås, at arbejdet vil have en effekt på omgivelserne. Området er et trafikalt knudepunkt i Aarhus.
- Det vil have en effekt på de trafikale forhold i området. Det vil kræve, at biler bliver omdirigeret i en periode, og i nogle perioder vil der også blive spærret vognbaner af, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Byggepladsen vil blive indhegnet, og der vil blandt andet blive skiltet, så alle trafikanter - bilister fodgængere og cyklister - kan se, hvor de skal bevæge sig i trafikken.
- Vi vil forsøge at læsse sandet af, så det ikke støver alt for meget, og vi skal overholde de støjkrav, der er i forhold til byggepladser. Arbejdet vil primært foregå om dagen, men når der skal lægges asfalt på, vil der også blive nogle nætter, hvor vi skal arbejde, siger Katharina Nyborg til TV2 ØSTJYLLAND.
Entreprenørarbejdet udbydes i midten af september, og Katharina Nyborg forventer, at arbejdet med at fylde sand og grus i parkeringskælderen under busterminalen vil starte i midten eller slutningen af oktober.
- Vi får en rutebilstation, der kan fungere i mange år frem. Arbejdet igangsættes for at løse problemet med et betondæk, som ikke er sikkert at anvende længere. Det kræver desværre, at man er nødt til at arbejde i området, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Det kommer til at koste Aarhus Kommune omkring 20 millioner kroner at fylde den kollapstruede parkeringskælder op med sand og grus.
Rutebilstationen blev i 1954 bygget oven på en gammel p-kælder.