P-kælder er stadig i fare for at styrte sammen - soldater holder den på plads

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune skal fortsat vente tre måneder på svar fra prøver, inden rutebilstationens fremtid kan afgøres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Aarhus Rutebilstation er fortsat afspærret, og det forventes at tage tre måneder endnu, før der er svar på undersøgelser.

Hvad der tidligere var en livsnerve i det centrale Aarhus, ligger nu øde hen.

Tilbage i oktober blev Aarhus Rutebilstation nemlig akut afspærret på grund af fare for sammenstyrtning i en parkeringskælder under stationen.

Selvom det nu er tre måneder siden, så kommer der til at gå mindst tre måneder endnu, før der endnu er svar på prøverne fra parkeringskælderen - og dermed ligger rutebilstationens fremtid også endnu uvis hen.

- Vi har haft gang i forskellige undersøgelser, taget prøver af parkeringskælderens dæk og ingeniørberegninger af konstruktioner, og så skal ingeniørerne tolke på de svar og rapporter, der kommer. Så omkring uge tolv forventer vi at kunne sige, hvilken vej der er fornuftig at gå, siger Katharina Nyborg, der er ejendomschef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det skraverede område er i fare for at kollapse under bussernes vægt, fordi der under stationen er en underjordisk parkeringskælder. 

For at minimere nedstyrtningsfaren i perioden, indtil ingeniørerne har resultater klar, har Teknik og Miljø derfor sikret parkeringskælderen:

- Parallelt med undersøgelserne har vi afstivet dækket med soldater, som det hedder. Det er et stillads i parkeringskælderen i to områder, så ind- og udkørslen er forbedret, siger hun.

Vi har afstivet dækket med soldater, som det hedder. Det er et stillads i parkeringskælderen i to områder, så ind- og udkørslen er forbedret.
Katharina Nyborg, ejendomschef

Soldaterne, der for nu holder to områder af arkeringskælderen rutebilstationen stabil, betyder også, at afspærringerne omkring busstationen er minimeret.

- Busserne kan køre sikkert omkring falafelboden og ind og ud af rutebilstationen, indtil vi har svar fra prøverne og ved mere om, hvad der er fornuftigt at gøre, siger ejendomschefen.

Når prøvesvarene foreligger, udarbejder Teknik og Miljø en politisk indstilling, så byrådet i Aarhus kan vurdere, hvilken løsning, de vil gå videre med.

Ny rutebilstation kan endelig blive realitet

Efter rutebilstationen tilbage i oktober blev afspærret på grund af nedstyrtningsfare, har det sidenhen været en oplagt mulighed for politikerne i Aarhus Byråd, om det langt om længe er tiden til at gøre noget ud af planerne om at lave en helt ny rutebilstation.

- Lad os nu komme i gang med at lave noget nyt, sagde Ango Winther (S), der er medlem af Aarhus Kommunes tekniske udvalg, tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Planerne om at flytte eller nedlægge Aarhus Rutebilstation har for alvor fået luft under vingerne, efter rutebilstationen i oktober blev afspærret på grund af nedstyrtningsfare. Indslaget er fra 30. oktober 2019.

I Venstre er man heller ikke meget for at kaste en masse penge i en rutebilstation, der er i fare for at kollapse.

- Jeg tænker, at det her giver os mulighed for at tage stilling til de fremtidsplaner, som teknikrådmanden har været inde på. At vi finder andre muligheder end at have en centralt placeret rutebilstation, sagde Venstres Gert Bjerregaard dengang til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere muligheder i spil

Planerne om en ny holdeplads til rutebilerne i Aarhus Kommune er ikke ny. I mindst 20 år har politikerne puslet med tanken om at flytte stationen.

Allerede i 1999 blev der afsat seks millioner statskroner til det, men den bevilling blev aldrig brugt.

Tidligere i år lavede Aarhus Kommune så en plan for den trafikale udvikling i kommunen frem mod 2050, og i den ligger det fast, at rutebilstationen skal flytte. Men hvor den skal flyttes hen er ikke afgjort.

- Jeg forestiller mig, at vi kan have forskellige knudepunkter med en mindre terminal, og at det vil være fremtidens løsning, sagde Gert Bjerregaard (V).

Det her er anledningen til at gå i gang, og så håber vi så også, at der er nogle, der vil være med til at investere i det.
Ango Winther, Soc.Dem.

Området ved Aarhus Universitet er et af de steder, hvor det er blevet foreslået, at sådan en miniterminal kunne ligge. Enten på Langelandsgade eller på Trøjborgvej, og herfra skal passagererne så kunne stige om til Letbanen eller andre buslinjer, der kører på den sidste strækning ind mod byen.

En anden mulighed, der er i spil, er en ny rutebilstation i niveau med banegården bag ved det gamle posthus. Det skal give plads til boliger og butikker på det lige nu afspærrede areal, hvor den gamle station ligger.

- Lad os bare sige, at det her er anledningen til at gå i gang, og så håber vi så også, at der er nogle, der vil være med til at investere i det, sagde Ango Winther (S).

I kommunens plan for den trafikale udvikling står der, at en helt ny rutebilstation vil koste omkring 100 millioner kroner, mens én minibusterminal ved universitet formodes at komme til at koste 9,5 millioner kroner.

VIDEO: Rutebilstationen er i fare for at kollapse. Videoen er fra 30. oktober 2019.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her